Akuttelefon får flere opkald om senfølger af lattergas-misbrug

Flere henvender sig til Hovedstadens Akuttelefon 1813 på grund af senfølger og skader efter at have taget lattergas i længere tid.

På billedet ses lattergas-patroner. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Hovedstadens Akuttelefon 1813 oplever i øjeblikket, at flere henvender sig på grund af senfølger og skader efter at have taget lattergas i længere tid.

Det fortæller Asmus Bisgaard, der er overlæge ved Hovedstadens Akuttelefon.

- Der bliver blandt andet ringet ind om angstanfald, forfrysninger, beretninger om blandingsmisbrug og langvarigt koncentrationsbesvær, siger han.

Lattergas kan få konsekvenser på længere sigt

De typiske symptomer ved at have taget lattergas er hovedpine, svimmelhed og kramper. Men et stort forbrug af lattergas kan få konsekvenser på længere sigt og længe efter, at man har indtaget lattergassen.

- Det kan være langtidsskader i nervesystemet, der gør, at man mister følesansen og dermed førligheden, man kan få leverskader, og det værste er, at man kan dø af iltmangel, siger Asmus Bisgaard.

I 2017 fik Hovedstadens Akuttelefon 1813 11 opkald om problemer med lattergas. Sidste år var der 29 opkald, og i år har der indtil videre været 22 opkald.

Giftlinjen har fået dobbelt så mange opkald

Dorte Fris Palmquist er overlæge på Giftlinjen, som fra 2016 til 2018 fik dobbelt så mange opkald i forbindelse med indtag af lattergas. Nemlig fra 20 til 40 opkald.

- Folk kommer ind med føleforstyrrelser i hænder og fødder, arme og ben, og nogle kan ikke stå på benene, så slemme er de her følgevirkninger, siger Dorte Fris Palmquist.

Hun mener også, at et stort forbrug af lattergas over en længere periode kan være skadende. Ifølge hende har de set eksempler, hvor det tyder på, at patienterne får blivende skader.

Lattergas

  • Lattergas virker ved at fortrænge iltindholdet i blodet.

  • Rusen er kortvarig, og man oplever en euforisk og hallucinerende rus, opstemthed, grineflip og øget bevidsthedsopfattelse. Det medfører, at nogle gentager brugen af lattergas op til flere gange.

  • Man øger risikoen for iltmangel, hvis man tager flere patroner.

  • Ved massivt misbrug af latter øger man risikoen for varige skader, føleforstyrrelser, nedsat funktion af arme og ben. Det sker på grund af skader i nervesystemet.

  • I ekstreme tilfælde kan man svække hjernens funktioner.

  • Kilde: Giftlinjen

Facebook
Twitter