Amerikansk ambassadør i Israel takker Donald Trump

Mandag flyttede USA sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Ved åbningen takkede den amerikanske ambassadør Donald Trump.

Israelerne kalder Jerusalem for deres hovedstad. Men palæstinenserne ønsker, at Østjerusalem skal være hovedstaden i en palæstinensisk stat. Det har medført mange konflikter.

I december sagde USA’s præsident, Donald Trump, at han anerkender Jerusalem som Israels hovedstad, og at han ville flytte USA's ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.

Mandag åbnede USA sin nye ambassade i Jerusalem. Det var samme dag, som staten Israel blev oprettet for 70 år siden.

Ambassadør: Vi kan takke én mand

Donald Trump deltog ikke selv i åbningen, men han ønskede Israel tillykke med dagen på Twitter.

David Friedman er USA’s ambassadør i Israel. Han sagde, at USA nu giver Israel den samme ret, som alle andre nationer har, nemlig retten til at vælge deres egen hovedstad.

- Dagens historiske begivenhed kan vi takke én mand for. Vi skylder ham en stor tak. Donald Trump, sagde han.

Trumps rådgiver: Man kan stole på USA

Ved åbningen deltog Donald Trumps datter, Ivanka Trump, og hendes mand, Jared Kushner, som er seniorrådgiver for Donald Trump.

- I dag demonstrerer også amerikansk lederskab. Ved at flytte vores ambassade til Jerusalem har vi vist verden igen, at USA kan man stole på, sagde Jared Kushner.

Den amerikanske ambassade åbner midlertidigt i det nuværende amerikanske konsulat i Jerusalem. En ny ambassade i Jerusalem er først klar til næste år.

I videoen ovenfor kan du se optagelser fra åbningen af den amerikanske ambassade i Jerusalem.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve