Amerikansk forfatter vinder fornem litteraturpris

Tirsdag aften vandt den amerikanske forfatter George Saunders den fornemme litteraturpris Man Booker Prize.

George Saunders vinder prisen for sin roman 'Lincoln in the Bardo'. (Foto: Chris Jackson © Scanpix)

The Man Booker Prize er en fornem litteraturpris, der blev stiftet i 1969.

Prisen bliver givet til forfattere, der har skrevet skønlitteratur på engelsk og udgivet det i Storbritannien inden for det seneste år.

I år har den amerikanske forfatter George Saunders vundet The Man Booker Prize for sin roman ’Lincoln in the Bardo’.

Dommer: Roman er innovativ

Romanen er fiktiv og handler om hovedpersonen Abraham Lincoln, og hele handlingen sker på en enkelt nat.

Bogens emner handler om død, sorg, livets mening og muligheder.

Lola Young er leder af dommerpanelet. Hun siger, at George Saunders har vundet, fordi bogen er innovativ.

Prisen skal få flere til at læse

The Man Booker Prize skal blandt andet opfordre folk til at læse det bedste inden for fiktion.

I år var 144 bøger indsendt, og dommerne endte med at have seks bøger som finalister.

Alle finalister var enten fra Storbritannien eller USA. Vinderen får 433.400 kroner, og de fem andre får 21.600 kroner.

/ritzau/

Facebook
Twitter