Amnesty: Qatar udnytter arbejdere på VM-stadion

En rapport fra Amnesty International fortæller, at udenlandske arbejdere på Qatars VM-stadion bliver tvunget til at arbejde og ikke altid får deres løn.

Her er nogle af de udenlandske arbejdere, som bygger VM-stadionet i Qatar. (Foto: Marwan Naamani © Scanpix)

I 2022 skal der være verdensmesterskaber (VM) i fodbold i Qatar, og landet er derfor i gang med at bygge et VM-stadion.

Landet har fået meget kritik for arbejdet med stadionet, og menneskerettigheds-organisationen Amnesty International kritiserer nu Qatar i en ny rapport.

Amnesty har talt med 234 udenlandske arbejdere, som er kommet til Qatar for at bygge VM-stadionet. Alle arbejderne siger, at Qatar udnytter dem og ikke overholder deres rettigheder.

Amnesty: Det er et levende helvede

De fleste arbejdere kommer fra Bangladesh, Indien og Nepal. Arbejderne fortæller blandt andet, at deres chef kan finde på at tage deres pas, så de ikke kan sige deres job op og forlade Qatar.

Arbejderne fortæller også, at de nogle gange kan gå i flere måneder uden at få løn. Lønnen er også meget lavere, end den løn de var blevet lovet.

- For spillere og fans er et VM-stadion et paradis. Men for nogle af de arbejdere, vi talte med, er det et levende helvede, siger Amnestys general-sekretær, Salil Shetty, i organisationens rapport.

Qatar: Der er problemer

Hassan Al Thawadi er chef for den gruppe, som planlægger VM i Qatar. Han erkender, at der er problemer, og at arbejdernes forhold ikke er gode nok.

Han mener dog, forholdene er blevet bedre end tidligere.

- Vi har hele tiden sagt, at vi ikke har nogen trylle-stav, der kan løse dette problem lige med det samme, siger han til nyhedsbureauet Reuters.

- Vi løser problemer hver dag, siger han.

/ritzau/

Læs også

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve