Andreas lærer at regne i arbejdstiden

Næsten halvdelen af danske fragtmænd har svært ved at læse eller regne. Andreas Olesen er en af dem. Nu får han undervisning i arbejdstiden.

Andreas Olesen har sat ja til at få undervisning i matematik, fordi han både ønsker at blive bedre til sit arbejde, og fordi han gerne vil kunne hjælpe sine børn med lektier. (Foto: © Ida Nathan, dr)

Transportens Udviklingsfond har lavet en undersøgelse af, hvor gode de ansatte hos 200 fragt-virksomheder er til at læse og regne.

Undersøgelsen viser, at op mod halvdelen af de ansatte har svært ved at læse og regne, og 15 procent er ordblinde.

Derfor tilbyder flere af virksomhederne nu deres ansatte at få undervisning i dansk og matematik i arbejdstiden. En af virksomhederne er Danske Fragtmænd.

Andreas: Min viden fra skolen er nok lidt rusten

Andreas Olesen er en af de ansatte hos Danske Fragtmænd, som har sagt ja til at få undervisning i matematik.

- Når vi holder møde og ser på grafer og statistikker og den slags, føler jeg nogle gange, at jeg godt kunne have brug for lidt hjælp, siger han.

- Det er ved at være nogle år siden, jeg gik i skole, og jeg vil gerne have genopfrisket de ting, jeg lærte, for de er nok blevet lidt rustne, siger han.

Andreas vil gerne kunne hjælpe sine børn med lektier

Andreas har ikke kun sagt ja til at få undervisning i matematik, fordi han vil blive bedre til sit arbejde.

Han vil også gerne blive bedre til matematik, så han kan hjælpe sine børn med lektier.

- Jeg synes, det er et supergodt tiltag, og jeg tror, det kan hjælpe rigtig mange, siger han.