Ansatte hos Siemens Wind Power er blevet syge af kemi

Vindmølle-producenten Siemens Wind Power har i flere år udsat medarbejdere for sundhedsfarlig kemi.

Flere ansatte hos Siemens Wind Power har fået astma eller eksem på arbejdet. (Arkivfoto) (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Virksomheden Siemens Wind Power producerer vindmøller.

Men de seneste 10 år er mindst 64 medarbejdere blevet kronisk syge af farlig kemi, som de er blevet udsat for i deres job hos Siemens Wind Power i Danmark.

Det viser dokumenter fra Arbejdsskade-styrelsen, som DR Nyheder har set.

Ekspert: Det er en skandale

Dokumenterne fra Arbejdsskade-styrelsen viser, at ansatte har fået astma eller eksem, fordi de er blevet udsat for den farlige kemi.

Peter Hasle er professor i arbejdsmiljø ved Aalborg Universitet. Han mener, at 64 syge medarbejdere er et højt tal.

- Efter min vurdering er der tale om en arbejdsmiljø-skandale, fordi der er så mange syge, og fordi det har stået på i så mange år, siger han.

Ekspert: De har ikke beskyttet medarbejderne

I Arbejdsmiljøloven står der, at medarbejdere skal være beskyttet mod at få farlige kemi på huden eller indånde dampe.

Peter Hasle mener ikke, at Siemens Wind Power har beskyttet sine ansatte godt nok.

- Når det forekommer over en længere årrække, er det jo helt tydeligt, at det er en arbejdsgiver, der ikke har levet op til sine forpligtelser til at beskytte medarbejderne, siger han.

Pressechef: Det skal ned på nul

Rasmus Windfeld er pressechef i Siemens Wind Powers. Han siger, at det er "fuldstændig uacceptabelt", at så mange ansatte er blevet syge.

- 64 folk, der kommer til skade under arbejde hos os, er 64 for meget. Det skal vi ikke have. Vi arbejder meget med det, og det skal ned på nul, siger han.

- Vi skal have det strammeste fokus på sikkerheden, som vi overhovedet kan have, siger han.

Facebook
Twitter