Argentiner på arbejdsferie i Danmark: Jeg vil ikke bare være turist

25-årige Sergio Robledo fra Argentina er en af de mange unge udlændinge, som tager til Danmark for at rejse, arbejde og lære den danske kultur at kende.

Sergio Robledo har fået arbejde på en café i København. Her er han ved at lave kaffe.

Danmark har en aftale med syv lande uden for EU om, at unge mellem 18-30 år kan søge om at komme til landet for at holde ferie, rejse og arbejde.

De syv lande er Argentina, Australien, Canada, Chile, Japan, New Zealand og Sydkorea.

De unge kan blive i Danmark i op til et år. Formålet er, at de lærer Danmark og den danske kultur at kende.

Sergio arbejder på en café

De sidste fem år har Danmark givet dobbelt så mange visa til unge udlændinge, som vil arbejde og rejse i Danmark. I 2011 fik 230 unge udlændinge et visum, og sidste år fik 800 et visum.

En af de unge udlændinge er 25-årige Sergio Robledo fra Argentina. For et par måneder siden tog han sammen med sin kæreste til Danmark.

Nu arbejder han på en café i København for at lære mere om den danske kultur.

Sergio vil ikke bare være turist

Sergio Robledo er uddannet engelsklærer. Han er taget til Danmark for at holde fri og lære noget nyt.

Han er glad for, at han har fået mulighed for at komme til Danmark i længere tid. Han vil nemlig ikke bare være turist i landet.

- Vi får danske venner, og man lærer hvordan folk er sammen, og hvordan deres hverdag er. Det ville man ikke få med sig, hvis man kun var af sted et par uger (som turist), siger Sergio Robledo.

I videoen under artiklen kan du møde Sergio Robledo og høre ham fortælle mere om at være på arbejdsferie i Danmark.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve