Asylansøgere i Danmark får høje ydelser

Asyl-ansøgere har det rigtig godt i Danmark, når man sammenligner med andre EU-lande, viser ny opgørelse.

Siden søndag den 6. september er over 5.000 flygtninge og migranter kommet til Danmark. 728 af dem har indtil videre søgt asyl i Danmark. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Avisen Politiken har fået lavet en opgørelse over de ydelser (penge), som europæiske lande giver til asylansøgere.

Opgørelsen viser, at Danmark er et af de lande, der tilbyder flygtninge de højeste ydelser, skriver Politiken.

Danmark giver højere ydelser end Sverige

I Danmark får en enlig voksen asylansøger 2567 kroner om måneden, mens personens ansøgning om asyl bliver behandlet.

I Tyskland får en asylansøger omkring 2640 kroner.

I Belgien, Frankrig, Storbritannien, Holland og Ungarn er beløbet meget lavere, og i Sverige får asylansøgere kun omkring 1700 kroner om måneden. I nogle lande kan der dog være særlige tillægs-ordninger, hvor asylansøgerne har mulighed for at få en lidt højere ydelser, skriver Politiken.

Danmark behandler asyl-sager hurtigt

Danmark er også hurtigere til at behandle asylansøgeres ansøgninger end mange andre EU-lande.

I Danmark venter asylansøgere for eksempel 3-5 måneder på at få deres ansøgning behandlet, mens det tager 7-8 måneder i Sverige og otte måneder i Tyskland.

Ifølge Politiken bor asylansøgere også bedre i Danmark end for eksempel i Tyskland, hvor de flere steder bor i teltlejre.

Integrationsminister: Regler skal strammes

Integrationsminister Inger Støjberg (Venstre) siger til Politiken, at regeringen gik til valg på, at der skulle færre asylansøgere til Danmark.

De danske asylregler skal derfor strammes endnu mere, end regeringen allerede har gjort, siger hun.

- Vi skal ikke være et land, der adskiller os fra de andre lande på ydelses-niveau, siger hun til Politiken.

/ritzau/

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve