Bagmandspolitiet beslaglægger 400 millioner mere i sag om udbytteskat

Bagmandspolitiet har i alt beslaglagt 2,1 milliarder kroner i sagen om udbytteskat, hvor staten er blevet snydt for mange milliarder kroner.

Bagmandspolitiet mistænker en brite, som bor i Dubai, for at stå bag svindlen med udbytteskat. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Svindlere har snydt Skat for mindst 9,1 milliarder kroner ved at sende falske ansøgninger til Skat om at få udbetalt udbytteskat for aktier.

I efteråret fandt Bagmandspolitiet 1,7 milliarder kroner af de penge, som svindlerne har snydt Skat for.

Nu har Bagmandspolitiet fundet 400 millioner kroner mere, fortæller Skatteminister Karsten Lauritzen (Venstre) til DR Nyheder.

Brite er mistænkt for at stå bag

I november afslørede DR Nyheder, at Bagmandspolitiet mistænker briten Sanjay Shah, som bor i Dubai, for at stå bag svindlen.

I sidste uge sigtede Bagmandspolitiet også en almindelig skattemedarbejder fra Høje Taastrup for at være indblandet i sagen.

Karsten Lauritzen vil ikke fortælle, hvor Bagmandspolitiet har fundet de 400 millioner kroner.

Sådan blev Skat snydt:

  • Hvis udenlandske selskaber har aktier i danske virksomheder, skal de ikke altid betale fuld skat af deres aktieudbytte.

  • Et aktieudbytte er det overskud, som virksomheder betaler til deres aktionærer.

  • Udenlandske virksomheder skal ikke altid betale fuld skat af deres aktieudbytte. Grunden er, at man vil undgå, at virksomhederne betaler skat både i Danmark og deres hjemland.

  • Udbytteskat bliver dog trukket automatisk, når en virksomhed indberetter udbyttet. Udenlandske selskaber skal derfor selv søge Skat om at få penge tilbage.

  • I sagen om udbytteskat har svindlere søgt om at få penge tilbage i udbytteskat, selvom de aldrig har haft aktier i en dansk virksomhed.

Facebook
Twitter