Belgisk premierminister: Det er et tragisk øjeblik

Vi er udsat for et blindt, voldeligt og fejt angreb, siger Belgiens premierminister.

Den belgiske premierminister opfordrer alle til at bevare roen. (Foto: LAURIE DIEFFEMBACQ © Scanpix)

Tirsdag morgen blev lufthavnen og en metro-station i Bruxelles ramt af eksplosioner. På et pressemøde tirsdag middag siger Belgiens premierminister, Charles Michel:

- Det, vi frygtede, er sket. Vi er udsat for et blindt, voldeligt og fejt angreb. Det er et tragisk øjeblik i vores lands historie.

Charles Michel opfordrer også beboere og turister i Bruxelles til at bevare roen.

Minister afviser sammenhæng

I fredags blev en af de mistænkte bag angrebene i Paris i november sidste år anholdt i en forstad til Bruxelles.

Men ifølge den belgiske premierminister er der indtil videre ingen sammenhæng mellem den anholdelse og eksplosionerne tirsdag morgen.

Myndighederne opfordrer folk til at blive inde og til ikke at ringe eller bruge internettet mere end nødvendigt. Nettet i byen er nemlig under stort pres. Flere steder er det gået helt ned.