Brasiliens hær skal slukke skovbrande i Amazonas

Store dele af regnskoven Amazonas brænder i øjeblikket. Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, bruger nu hæren til at slukke brandene.

I år er der fra januar til august registreret 73.000 skovbrande i Amazonas. Her er et luftfoto fra Amazonas. (Foto: Bruno Kelly © Scanpix)

Amazonas er verdens største regnskov. Den ligger i ni lande i Sydamerika, men den allerstørste del ligger i Brasilien.

Siden januar har 73.000 skovbrande ramt Amazonas i Brasilien. Det er det største antal skovbrande siden 2013 ifølge Brasiliens rumforsknings-institut, Inpe.

Nu har Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, besluttet, at hæren skal forsøge at slukke skovbrandene. Det sagde Brasilien forsvarschef, Raul Botelho, i går.

Mange lande har bedt præsidenten stoppe skovbrande

Om sommeren opstår brande ofte i Amazonas, fordi det er tørt. Men der er også mennesker, der brænder skov af, fordi de vil have jord til landbrug.

Jair Bolsonaro blev præsident i januar, og han ønsker netop, at større områder i Amazonas bliver brugt til landbrug og miner.

Men flere lande har bedt ham stoppe skovbrandene i Amazonas, og nu har han indsat 44.000 soldater og flere militær-fly til at slukke brandene.

Amazonas er vigtig i kampen mod stigende temperaturer

Amazonas er vigtig i kampen mod stigende temperaturer på jorden. Amazonas optager nemlig meget af gassen CO2, som ellers får temperaturen til at stige.

Kristian Almblad er DR's korrespondent i Sydamerika. Han siger, at man ikke får slukket alle skovbrande, fordi der er en række naturlige brande i skovene.

- Men man tager hul på nogle af de steder, der er mest befolket, så man i det mindste undgår de røggener, der også har været en del af historien, siger Kristian Almblad.

Nedenfor kan du se en video fra brandene i Amazonas.

Facebook
Twitter