Bredt flertal laver ghettoaftale

Boligselskaber i ghettoer skal sikre en mere blandet sammensætning af beboere. Det har et bredt flertal i Folketinget bestemt.

Ifølge aftalen kan staten i sidste ende overtage, sælge eller nedrive boliger i ghettoområder. Arkivfoto. (Foto: Jens Thaysen © Scanpix)

Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti har indgået en aftale om Danmarks ghettoer.

Aftalen skal sikre, at der kommer en bredere sammensætning af beboere i ghettoerne. Målet er, at Danmark skal være fri for ghettoer inden 2030.

Boligområder, der fire år i træk er på regeringens ghettoliste, skal nedbringe antallet af de såkaldte almene familieboliger i området til 40 procent.

Boligselskaber skal skære ned på almene familieboliger

Boligselskaberne kan sælge boligerne, rive dem ned, lave dem om til ældre- og ungdomsboliger, eller lave flere ejer- og andelsboliger i området.

Men lykkes det ikke, kan staten i sidste ende overtage, sælge eller nedrive boligerne.

- Sammenlagt gør det her, at vi kan sige, at i 2030 vil der i Danmark ikke længere være ghettoområder, siger boligminister Ole Birk Olesen (Liberal Alliance).

Møder i boligforeninger skal foregå på dansk

Partierne bag ghettoaftalen har desuden bestemt, at alle møder i boligselskaberne fremover skal foregå på dansk.

Det gælder også, selv om størstedelen af bestyrelsesmedlemmerne måske ikke taler dansk.

Aftalen gør desuden, at kriminelle ikke længere får mulighed for at flytte til de udsatte områder, og at personer på kontanthjælp får sværere ved det.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve