Christina bliver forfatter

Christina Ramskov på 23 år er både ordblind og forfatter. Hendes første bog udkom tidligere på sommeren.

Christina Ramskov på 23 år er både ordblind og forfatter. Hendes første bog udkommer mandag. (© Forlaget Mellemgaard)

Christina Ramskov drømte som barn om at blive forfatter. Hun havde en livlig fantasi og elskede at digte historier.

Men drømmen brast, da hun i 6. klasse fik at vide, at hun er ordblind.

- Man kan da ikke være ordblind og så skrive, tænkte hun.

Christina er uddannet landmand

I stedet uddannede Christina sig til landmand. Men så en dag væltede hun på cykel og kom til skade med sin skulder:

- Lægerne sagde, at jeg nok ikke kunne være landmand mere, fortæller Christina.

- Men hvis jeg ikke skulle arbejde med dyr, hvad skulle jeg så?

Svaret var at skrive en bog.

Hun skrev bogen på 10 måneder

Christina skrev den første linje i marts 2011 og satte det sidste punktum 10 måneder senere. Hun havde haft historien inde i sit hoved i over fem år:

- Det var dejligt endelig at få ordene ned på papir, fortæller Christina.

Bogen hedder Phønixens Hjerte og er en magisk fortælling, som foregår i en fantasiverden. Den handler om en ung pige, som er udenfor de andres fællesskab. Det var Christina også selv som barn.

Hun havde det svært i skolen

Hun husker Folkeskolen som en lang række nederlag.

Christina havde svært ved at læse og skrive, og de andre børn drillede og holdt hende udenfor:

- Men når de andre legede med hinanden, digtede jeg historier for mig selv, siger Christina.

Christina skal skrive to bøger mere

Hendes første bog udkommer på forlaget Mellemgaard.

- Jeg troede ikke, nogen ville udgive min bog, som jo var smækfyldt med fejl.

Men forlaget har rettet fejlene og vil have to bøger mere i serien. Christina er glad for at kunne kalde sig forfatter:

- Det viser, at hvor der er en vilje, er der en vej.

Facebook
Twitter