Danske hunde-ejere er vilde med de helt små hunde

Flere og flere hunde-ejere vil have små hunde - også kaldet selskabshunde.

I 2014 blev der registreret 65.217 nye hunde i Dansk Hunderegister. 22.235 af dem var selskabshunde. (Foto: GRAFIK: Mads Rafte Hein © (c) DR)

Danskerne er vilde med mini-hunde. Små racer som shih tzu, mops og fransk bulldog bliver mere og mere populære i Danmark.

Ifølge Dansk Hunderegister er der cirka 585.000 registrerede hunde i Danmark. Og mere end hver tredje hund er i dag en lille hund også kaldet ”selskabshund”.

For kun få år siden var det under hver fjerde hund, viser tal fra Dansk Hunderegister, som DR’s Undersøgende Databaseredaktion har set på.

Kendte mennesker er skyld i flere minihunde

Lise Lotte Christensen er adfærds-konsulent i Dansk Kennel Klub. Hun siger, at Paris Hilton gjorde små hunde populære, da hun begyndte at vise sin chihuahua frem på tv og i blade.

Efter det begyndte unge kvinder at købe små hunde, som de kunne tage med sig under armen eller i tasker og pynte med smykker og tøj.

I dag er det alle typer mennesker, som køber selskabshunde. Ifølge Lise Lotte Christensen passer de små hunde rigtig godt til den moderne livsstil.

- De er ikke nær så krævende som større hunde, og i en verden, hvor vi vil have tid til at passe arbejdet og se vennerne, er det nemmere med en lille hund, siger hun til DR.

Effie er en nem og overskuelig hund

Sanne Sofie Nielsen og Giustino Di Pretoro fra København er blandt de hunde-ejere, der har købt en lille hund. I 2015 købte de shih tzu-hvalpen Effie.

- Folk tilbyder selv at passe hende, for Effie er så nem. En shih tzu er en meget overskuelig hund, og det er vigtigt for os, siger Sanne Sofie Nielsen.

I 2007 blev der registreret 461 af den kinesiske race. I 2014 var tallet vokset til 1843.

(Foto: GRAFIK: Mads Rafte Hein © (c) DR)

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve