Danske styrker skal kæmpe mod Islamisk Stat i Syrien og Irak

I dag stemmer et flertal i Folketinget ja til, at danske special-styrker skal bekæmpe Islamisk Stat i Syrien og Irak. Det er dog hemmeligt, hvem danskerne skal samarbejde med.

Danmark bidrager blandt andet med kampfly i kampen mod Islamisk Stat i Syrien og Irak. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Et flertal i Folketinget stemte i går eftermiddags ja til, at både danske kampfly og danske special-styrker skal deltage i kampen mod terror-organisationen Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Danmark har tidligere været med til at bekæmpe Islamisk Stat i Irak med syv F16-kampfly. Men flyene blev kaldt hjem, fordi de var slidt ned, og arbejderne var stressede.

Nu kommer Danmark til at bidrage med både F16-kampfly, et transport-fly og special-styrker fra Jægerkorpset og Frømandskorpset. Derudover deltager 400 danske soldater i kampen mod Islamisk Stat.

Det er hemmeligt, hvem Danmark skal samarbejde med i Syrien og Irak. Det vil regeringen ikke fortælle af hensyn til sikkerheden.

Ekspert: Der er flere grupper, der kæmper

Mikkel Vedby Rasmussen er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Han siger, at borgerkrigen i Syrien består af forskellige grupper, der kæmper med og mod hinanden. Det gør krigen meget indviklet og kompleks.

- Alle, der er med til at slås mod Islamisk Stat, er vores allierede. Hvad de så i øvrigt slås om rundt omkring, kan vi i virkeligheden ikke forholde os til, siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Enhedslisten: Det er dybt problematisk

Enhedslisten, SF og Alternativet er de eneste partier, der stemte nej til, at danske styrker skal være med til at bekæmpe Islamisk Stat.

Udenrigsordfører Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten er gal over, at offentligheden ikke kender Danmarks samarbejdspartnere i Syrien.

- Vi står i den fuldstændig absurde situation, at vi som Folketing ikke kan få et fuldt overblik over hvilke grupper, Danmark skal give militær støtte inde i Syrien, siger han.

- Vi kan end ikke få svar fra vores forsvarsminister, om han selv og regeringen kan stå inde for de her grupper. Det er dybt, dybt problematisk, siger Nikolaj Villumsen.

Facebook
Twitter