DBU aflyser kamp, men spillerne forbereder sig stadig

DBU aflyser en fodboldkamp mod Sverige på fredag på grund af uenighed om kvindelandsholdets vilkår. Spillerne forbereder sig dog stadig.

Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen har igennem længere tid forhandlet om en ny aftale for kvindelandsholdet i fodbold.

Men DBU og Spillerforeningen har været meget uenige om blandt andet ansættelsesforhold og løn, og derfor er forhandlingerne brudt sammen.

Det medførte, at kvindelandsholdet ikke mødte op til træning mandag og tirsdag.

DBU siger, at fodboldkamp er aflyst

Derfor aflyser DBU den landsholdskamp, som Danmark skulle spille mod Sverige fredag. Det skriver DBU i en pressemeddelelse.

Jacob Wadland er pressechef for DBU. Han siger, at kampen er aflyst, fordi spillerne ikke mødte op til træning mandag og tirsdag.

- Vi har nu meldt ud, at spillernes udeblivelse medfører aflysning af kampen på fredag. Det er selvfølgelig dybt beklageligt, siger han.

Spillerne forbereder sig stadig

Thomas Lindrup er formand for Spillerforeningen. Han siger, at kvindelandsholdet stadig forbereder sig til at spille mod Sverige på fredag.

- Jeg kan ikke stå inde for, hvad DBU siger. Vi forbereder os som om, der var kamp på fredag. Alt er jo muligt indtil fredag, siger han.

Det svenske kvindelandshold fortsætter også med at forberede sig til kampen. Svenskerne har spurgt UEFA om, hvad der skal ske i sagen.

Spillerne på kvindelandsholdet ønskede ikke at udtale sig til medier før eller efter onsdagens træning.

/ritzau/ DR Nyheder

  • Print