DBU og Spillerforeningen er enige om ny aftale for kvindelandsholdet

I mange måneder har DBU og Spillerforeningen forhandlet om vilkårene for kvindelandsholdet i fodbold. Nu er aftalen på plads.

På billedet ses kvindelandsholdet efter træning i Dragør i oktober 2017. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen har i flere måneder forhandlet om en ny aftale for kvindelandsholdet i fodbold.

De to parter har dog ikke kunne blive enige. Det førte blandt andet til, at en VM-kvalifikationskamp mod Sverige blev aflyst, og kvindelandsholdet blev taberdømt.

Men lørdag er DBU og Spillerforeningen blevet enige om en ny aftale for kvindelandsholdet og U21-landsholdet.

Stipendier skal hjælpe spillere

Den nye aftale betyder blandt andet, at DBU fremover vil uddele 2,8 millioner kroner i stipendier og bonusser. Det kan hjælpe spillerne, der ofte arbejder eller studerer ved siden af fodbolden.

Kim Halberg er elitechef i DBU. Han siger i en pressemeddelelse, at han er glad for, at aftalen er på plads, så man nu kan koncentrere sig om at udvikle kvindelandsholdet.

- Kvindelandsholdet har stor betydning for dansk fodbold og vi er glade for, at vi med de nye aftaler kan sikre en øget investering i Kvindelandsholdet og dermed i fortsat udvikling af dansk kvindefodbold over de næste fire år.

Aftale varer i fire år

Sanne Troelsgaard er landsholdsspiller og er også glad for, at der nu er en aftale på plads. Hun mener, den nye aftale opvejer de omkostninger, som konflikten har haft.

- Det var altafgørende for dansk kvindefodbold, at vi har taget den her kamp. Og nu har vi fået forbedret de her vilkår, så nu synes jeg, vi 100 procent kan fokusere på fodbolden, siger hun.

Aftalen mellem DBU og Spillerforeningen varer frem til 2021.