Der er faldet sne i Sahara-ørkenen

For første gang i 37 år er der faldet sne i Sahara-ørkenen i byen Ain Sefra i Algeriet.

Her er Sahara-ørkenen, som vi kender den. Men forleden dag var et område af ørkenen dækket af sne. (Foto: ZOHRA BENSEMRA © Scanpix)

Byen Ain Sefra i Algeriet ligger dybt inde i Sahara-ørkenen, som er verdens største ørken.

Temperaturen kan nå op over 50 grader om sommeren. I vintermånederne er temperaturen på omkring 20 grader.

Men forleden faldt der sne for første gang i 37 år. Det skriver mediet CNN.

Sneen er smeltet igen

Amatørfotografen Karim Bouchetata har taget billeder af det unikke snelandskab i ørkenområdet. Se hans billeder her.

- Alle var målløse over at se sne falde ned over ørkenen - det er sådan en sjælden begivenhed, siger Karim Bouchetata til mediet The Telegraph.

- Det så fantastisk ud, da sneen lagde sig på sandet. Sneen blev der i en dags tid, men nu er den smeltet, siger han.

Facebook
Twitter