Disneyland giver kunder samme tilbud efter sag om forskelsbehandling

Tyske kunder skulle betale mere for tilbud end andre kunder. Det blev til en sag i EU.

Disneyland i Paris har nu givet alle kunder samme adgang til sin hjemmeside og de forskellige tilbud, forlystelsesparken tilbyder. (Foto: Peter Frandsen Siggaard - DR Vejle)

Sidste år fik Disneyland i Paris problemer. Det viste sig nemlig, at kunder på Disneylands tyske hjemmeside skulle betale omkring 18.250 kroner for en særlig pakkerejse.

Franske kunder skulle kun betale omkring 10.030 kroner for samme pakkerejse.

Den forskel blev til en sag hos EU-Kommissionen, som mente, at sagen var i strid med EU’s regler om konkurrence. Mange kunder klagede også over forlystelsesparken.

Nu har EU droppet sagen. Disneyland har nemlig lyttet til de mange klager og har besluttet at give alle kunder samme mulighed for at se Disneylands tilbud.

Problemet var adgang til tilbud på hjemmeside

Hovedproblemet var ikke, at Disneyland tilbød forskellige priser i forskellige lande. Det er nemlig lovligt.

Nettos supermarkeder må også gerne have forskellige priser for samme produkt i henholdsvis Danmark og Polen.

Problemet var, at kunder i Tyskland ikke kunne gå på den franske hjemmeside og se dens billigere tilbud.

Men nu har Disneyland givet alle kunder samme adgang til hjemmesiden og de forskellige tilbud.

EU vil komme med ny lov på området

EU-Kommissionen har haft fokus på geoblocking. Det vil sige når firmaer nægter forbrugere fra et land adgang til online service og tilbud i et andet land.

Kommissionen vil komme med et lovforslag inden for de næste måneder, der skal gøre reglerne på området tydeligere.

Nogle gange er det nemlig tilladt for selskaber som Netflix og Spotify at gøre forskel på kunder på grund af geografi.

/ritzau/

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve