Dokumenter afslører tusinder af firmaer i skattelyet Bahamas

Netværk af journalister har offentliggjort dokumenter om mange tusinde firmaer i Bahamas, som er stemplet som skattely-land.

Der bor kun 400.000 personer i østaten Bahamas, som består af mange hundrede øer. (Foto: Larry Malvin © Scanpix)

ICIJ er et internationalt netværk af undersøgende journalister.

Netværket har fået fat på og offentliggjort 1,3 millioner dokumenter fra selskabsregistret i Bahamas.

Dokumenterne viser oplysninger om direktører og ejere i 175.000 firmaer, som er oprettet på Bahamas i perioden 1990 til 2016. Der optræder også en del danskere i dokumenterne.

Bahamas er stemplet som skattely-land

Bahamas er blevet stemplet som et skattely-land, og østaten har haft flere sager om snyd med skattebetalinger.

Skattely er et land, hvor skatten er lavere end i ens eget land. Derfor kan det være attraktivt at have en virksomhed i et land med skattely.

Det er derfor også mistænkeligt, at der er så mange firmaer på Bahamas, når der kun bor 400.000 personer i østaten.

Advokat: Firmaer kan have gode grunde til at være på Bahamas

De mange firmaer på Bahamas behøver dog ikke være firmaer i skattely, fortæller skatteadvokat Michael Bjørn Hansen.

Der kan være forretningsmæssige grunde til, at et firma er mange steder i verden, for eksempel på Bahamas, fortæller Michael Bjørn Hansen.

- Men det er pudsigt, at så relativt lavt befolkede stater har så mange selskaber. Nogle selskaber kan være reelle nok, men der er også utroligt mange, som absolut kun eksisterer, fordi man skal gemme pengene, siger Michael Bjørn Hansen til DR Nyheder.

Facebook
Twitter