Du må gerne bruge kuglepen

I stemmeboksen hænger der en gammeldags blyant. Det er en tradition. Man må gerne bruge sin egen kuglepen, når man sætter sit kryds. Læs mere om, hvad man må og ikke må i stemmeboksen.

Man skal være alene i stemmeboksen. Små børn må gerne komme med, men i princippet må de ikke kunne læse, hvilket bogstav du sætter krydset ved. (© Colourbox)

Det er ikke så tit, man ser en gammeldags blyant. Den er for længst forsvundet ud af vores hverdag. Men ét sted optræder den stadig: I stemmeboksen, når vi skal sætte kryds på valgdagen.

Er der er en særlig grund til, at vi skal sætte krydset med en blyant og ikke med en kuglepen? Det har vi spurgt Indenrigsministeriets valgkonsulent Nicoline Nyholm Miller om. Og hun svarer nej.

- Blyanten er ren tradition. Der er ingen spidsfindig forklaring, siger hun.

Blyanten frister ikke til tyveri

- Man må gerne bruge sin egen kuglepen, hvis man har lyst til det, siger Nicoline Nyholm Miller.

- De fleste kommuner vælger nok blyanten, fordi der er større chance for, at folk lader den blive hængende i stemmeboksen, tilføjer hun.

Men giver en kuglepen ikke mere sikkerhed for, at der ikke bliver rettet på stemmesedlen, efter den er afleveret?

- Det er ikke noget, vi har oplevet problemer med. Der er jo kontrol med stemme-optællingen. Man kan se, om der har været et kryds et andet sted på sedlen, siger valgkonsulenten.

- Men hvis man er utryg, så vil jeg da anbefale, at man bruger sin egen kuglepen, siger hun.

Man kan fortryde til sidste sekund

Man skal ikke være bange for at sætte krydset forkert ved et uheld. Så længe man ikke har puttet stemmesedlen ned i stemmeurnen, kan man altid få en ny.

- Man går bare hen til en af de valg-tilforordnede på valgstedet. Så får man en ny stemmeseddel, og den første bliver smidt ud.

- Man skal ikke prøve at rette på stemmesedlen. For så risikerer man, at den bliver kendt ugyldig, siger Nicoline Nyholm Miller.

Hjælp til at stemme

Hovedreglen er, at man skal være alene i stemmeboksen. Men hvis man for eksempel er blind eller ikke kan læse stemmesedlen, så kan man få hjælp. 

Man kan vælge at få hjælp fra to af de tilforordnede på valgstedet. Man kan også have sin egen hjælper med. Men der skal altid være en valgstyrer eller en tilforordnet til stede også.

Børn må ikke føre blyanten

Mange forældre ser valgdagen som en oplagt mulighed for at lære deres børn noget om demokrati. Og nogle børn får måske også lov til at føre blyanten for mor eller far.

- Det må de faktisk ikke. Men man kan jo ikke se, hvad der sker inde i stemmeboksen, siger Nicoline Nyholm Miller.

- Mange kommuner tillader, at forældre tager små børn med ind i stemmeboksen. Men de skal være så små, at de ikke kender bogstaverne. De skal ikke kunne fortælle andre, hvad forældrene har stemt. Det er det, vi svarer, når kommunerne spørger os til råds, siger hun.

Sideordnet eller kredsvis opstilling

Når man sætter krydset, skal det enten stå ud for partiets navn eller ud for navnet på en af partiets kandidater.

Hos de fleste partier bestemmer antallet af personlige stemmer, hvem der kan sætte sig på partiets pladser i Folketinget.

Men SF og Enhedslisten har valgt at opstille en partiliste i nogle af valgkredsene. Det betyder, at partiet bestemmer, hvem der sætter sig på pladserne i Folketinget.

Det sker rent teknisk ved, at partiets spidskandidater får stemmerne fra dem, der har stemt på partiet og ikke på en person.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve