Efter 11 dage: Trump fjerner kommunikationsdirektør

Anthony Scaramucci er ikke længere kommunikationsdirektør i Det Hvide Hus.

Anthony Scaramucci startede som kommunikationsdirektør i Det Hvide Hus fredag den 21. juli.

Men mandag den 31. juli om aftenen stoppede Anthony Scaramucci som kommunikationsdirektør. Han havde altså kun jobbet i 11 dage.

Det meddeler Det Hvide Hus på et pressemøde mandag.

Talsmand: Scaramucci var upassende

Sarah Huckabee Sanders er pressetalsmand for Det Hvide Hus.

Hun siger, at præsident Trump følte, at Anthony Scaramucci kom med upassende kommentarer.

Anthony Scaramucci har blandt andet sagt, at han mistænkte den tidligere stabschef Reince Priebus for at lække oplysninger til pressen.

Avis: Ny stabschef ville fyre Scaramucci

Det Hvide Hus fik mandag en ny stabschef, som hedder John F. Kelly.

Ifølge avisen The New York Times er det stabschef John F. Kelly, som krævede, at Anthony Scaramucci skulle fyres.

Men det ville Sarah Huckabee Sanders fra Det Hvide Hus ikke kommentere.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter