En af de mest berygtede mafiabosser er død

Den italienske mafiaboss Bernardo Provenzano er død på hospitalet som 83-årig. Det oplyser italienske fængselsmyndigheder.

Billedet er fra 2006, da det italienske politi fulgte Bernardo Provenzano væk fra en politistation. (Arkivfoto) (Foto: Stringer/Italy © Scanpix)

Den 83-årige mafiaboss Bernardo Provenzano er en af de mest berygtede kriminelle personer i moderne tid.

Onsdag døde han på et hospital i Milano efter længere tids sygdom. Han led både af kræft, nervesygdommen parkinsons og fik yderligere et hjerteanfald.

Det oplyser fængselsmyndigheder i Italien ifølge The Guardian og nyhedsbureauet Reuters.

Bernado blev anholdt i 2006

Bernado Provenzano er tidligere leder af den sicilianske mafia, som hedder Cosa Nostra.

I 2006 blev Bernado anholdt i byen Corleone. På det tidspunkt havde mafiabossen været på flugt fra myndighederne i 43 år.

Bernardo blev idømt mange livstidsdomme og blev konstant overvåget i et topsikret fængsel i Parma.

I 2014 blev han indlagt på et hospital. Fængselsmyndighederne overvågede ham dog også på hospitalet.

FAKTA: Bernardo Provenzano

  • Bernardo blev en del af den sicilianske mafia, da han var teenager
  • Fra 1993 var han leder af den sicilianske mafia, som hedder Cosa Nostra
  • Cosa Nostra er ikke ligeså magtfulde som i 1980’erne og 1990’erne, fordi politiet har lavet store efterforskninger og masseanholdelser
  • Bernardo er blevet kaldt ”Traktoren”, fordi han pløjede så mange journalister, efterforskere og andre ofre ned. At pløje nogen ned betyder, at man skyder dem.
  • Han er også blevet kaldt ”Revisoren”, fordi han holdt øje med mafiaens penge
  • Han er også blevet kaldt ”Fantomet”, fordi han er den person, som myndighederne har jagtet i længst tid
  • Sidst er han også blevet kendt som ”bossernes boss”, fordi han har haft så meget magt i mafiaen.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve