Englændere gjorde fodbold populært i hele verden

For 150 år siden begyndte englænderne at spille fodbold. De har siden bragt det ud til hele verden, og i Danmark blev spillet hurtigt populært.

Til sommer er der VM i fodbold i Rusland, og over hele verden vil folk kigge med for at se, hvordan det går deres eget land eller et andet favorithold.

Fodbold er nemlig blevet et verdensspil, siden en gruppe englændere i 1863 nedskrev de første regler for moderne fodbold.

Danskerne begyndte at spille fodbold i 1880'erne, og det har i mange år været den største foreningsidræt. I 2017 spillede 338.882 danskere således fodbold i en forening ifølge Danmarks Idrætsforbund.

Professionel fodbold gjorde sporten stor i England

Jørn Hansen er professor i idrætshistorie ved SDU. Han har skrevet en bog om fodboldens historie fra starten i 1800-tallet og frem mod det seneste VM i Brasilien i 2014.

- Når fodbold blev så udbredt i England, så skyldes det, at man allerede i 1880'erne accepterede professionel fodbold. Det gav arbejdsklassens unge mulighed for at blive dygtige til fodbold, siger han.

Englænderne bragte spillet ud til deres kolonier og til lande, som de handlede med i blandt andet Sydamerika. Danskerne handlede også en del med England og tog fodbolde med hjem.

Fodbold kaldes danskernes nationalsport

Ifølge Jørn Hansen blev fodbold en stor sport i Danmark, fordi det blev opfattet som et spil, der både kunne udvikle krop, kammeratskab og disciplin. Derfor blev der også undervist i fodbold i skolerne.

I dag bliver fodbold nogle gange kaldt Danmarks nationalsport. Jørn Hansen mener, det hænger sammen med, at rigtig mange danskere har spillet fodbold som børn.

Tal fra Idrættens Analyseinstitut viser da også, at danske børn typisk starter tidligt med at spille fodbold og fortsætter i mange år. Men selvom fodbold er mest populært blandt børn, så dyrkes det af danskere i alle aldre, både i klubber og privat.

Fodbold er nemt at forstå og samler folk

Søren Bennike er idrætssociolog ved KU. Han siger, at der er flere grunde til, at fodbold er populært. For det første er reglerne lette at forstå, og så kræver spillet næsten ingen udstyr.

- Hvis du har en bold, et stykke jord og to trøjer til et mål, så kan du spille fodbold. Det er samtidig en aktivitet, hvor man er sammen med andre, og det er motiverende for mange, siger han.

Fodbold kan desuden danne et fællesskab for folk, der holder med en bestemt klub eller et landshold, og det spiller også ind, at medier over hele verden beskæftiger sig med fodbold.

Fodboldens historie

  • 1863 Det engelske fodboldforbund, The Football Association, bliver dannet og skriver regler ned for fodboldspillet. Disse regler danner grundlaget for nutidens fodboldspil.

  • 1870-1900 Fodbold udbredes til resten af verden, især til Europa og Sydamerika. Det er typisk englændere, der bor i udlandet, som stifter klubberne.

  • 1879 Kjøbenhavns Boldklub (KB), der er stiftet i 1876, arrangerer den første opvisningskamp i fodbold. KB er i dag en af de ældste fodboldklubber i Europa.

  • 1886 De engelske fodboldregler bliver oversat til dansk.

  • 1889 Det danske fodboldforbund, Dansk Boldspil-Union, DBU, bliver stiftet. DBU beslutter, at i Danmark må spillerne ikke få penge for at spille fodbold. Danskere, der er professionelle spillere i udlandet, må ikke være med på det danske landshold. DBU mener, at det vil ødelægge spillet, hvis spillerne spiller for penge og ikke, fordi de elsker fodbold. Danskere, der har været professionelle i udlandet, har forbud mod at spille på danske klubhold i en periode.

  • 1900 Fodbold er for første gang med ved de moderne olympiske lege, OL, som blev etableret i 1896. Der bliver dog kun spillet to kampe, og kun 2000 tilskuere ser kampene.

  • 1904 Ni fodboldforbund, herunder DBU, danner det internationale fodboldforbund Fifa, Fédération Internationale de Football Association. Målet med Fifa er at lave en turnering for verdens bedste landshold.

  • 1914 Fifa og den olympiske komité, IOC, beslutter, at OL skal være for amatørhold. Fodbold bliver fast disciplin ved OL. OL bliver dermed det første verdensmesterskab i fodbold for amatører.

  • 1930 Første verdensmesterskab i fodbold holdes i Uruguay i Sydamerika med 13 hold. Uruguay slår Argentina i finalen.

  • 1960’erne Flere kvinder begynder at spille fodbold i klubber i de nordiske lande og resten af Europa.

  • 1958 Danmark forsøger for første gang at komme med til VM, men holdet kvalificerer sig ikke.

  • 1991 Første officielle VM for kvinder holdes i Kina. USA vinder finalen over Norge.

  • 1959 Den første danske fodboldklub kun for kvinder bliver stiftet. Klubben er oprettet og støttet af damebladet Femina.

  • 1971 DBU tillader at spillere, der er professionelle i udlandet, må spille på det danske landshold.

  • 1978 DBU tillader professionel fodbold i Danmark og afslutter dermed 89 år med amatørfodbold. DBU indgår sin første sponsoraftale med bryggeriet Carlsberg.

  • 1986 Danmark kvalificerer sig for første gang til VM og slår helt uventet Uruguay 6-1 men ryger ud i ottendedelsfinalen, hvor de bliver slået af Spanien.

Facebook
Twitter