Færdiguddannede mangler et semester på Aarhus Universitet

Aarhus Universitet har fejlfortolket regler og har derfor givet 200 personer besked om, at de måske ikke er færdiguddannede.

Flere kandidater fra Aarhus Universitet risikerer at skulle tilbage til universitetet for at studere et semester mere. (Foto: Kim Haugaard © Scanpix)

Man kan studere et hovedfag og et sidefag på universitetet, når man uddanner sig til gymnasielærer. Derefter kan man tage et pædagogikum, der giver kompetencer til at arbejde som gymnasielærer.

Aarhus Universitet har netop givet 200 færdiguddannede besked om, at de måske ikke er færdiguddannede alligevel.

Personere har taget et hovedfag på ét fakultet og et sidefag på et andet fakultet, og de mangler simpelthen et semester, hvis de ikke allerede har et pædagogikum.

Kandidat mangler semester og pædagogikum

Nanna Smith Vinther er en dem, der mangler et semester. Hun har læst engelsk og psykologi på Aarhus Universitet. Hun blev færdig i 2017 og fik fast job på et gymnasium i Sønderborg.

Til næste sommer skal hun på pædagogikum, men nu frygter hun, at det ikke bliver til noget. Det semester, man mangler, skal nemlig gennemføres, med mindre man allerede har gennemført et pædagogikum.

- Det er helt ufatteligt amatøragtigt af Aarhus Universitet, og jeg blev helt utrolig vred. Det er som at få at vide, at ens uddannelse ikke er gældende. Det føles helt forkert, når man har brugt så lang tid og er kommet videre i systemet, siger hun.

Universitet: Det er dybt beklageligt

Kristian Thorn er vicedirektør for uddannelse på Aarhus Universitet. Han siger, at der er sket en menneskelig fejl, og at man har fejlfortolket reglerne.

- Det er dybt beklageligt, og vi vil gerne sige undskyld til de berørte, siger han.

Aarhus Universitet er i gang med at finde ud af, hvor mange af de 200 personer, der mangler et semester. Universitet vil forsøge at planlægge undervisningen så fleksibelt som muligt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk