Færøske unge fravælger Danmark

Færre færøske unge flytter til Danmark for at uddanne sig. Færøerne har nu det højeste befolkningstal nogensinde.

Linda Klein er næsten færdig med en to-årig uddannelse som finansøkonom på Færøerne. (© dr)

Politikerne på Færøerne vil gerne forhindre, at færøske unge rejser til Danmark for at uddanne sig. Derfor har Færøerne blandt andet hævet SU’en, bygget et nyt kollegium og skabt flere nye uddannelser.

Disse tiltag har virket. I 2011 tog 36 procent af de færøske unge deres uddannelse på Færøerne, mens det i dag er 43 procent ifølge den færøske SU-styrelse.

Samtidig er andelen af unge færinge, der rejser til Danmark, faldet fra 54 til 50 procent.

Linda Klein kan tage sin uddannelse på Færøerne

Linda Klein er en af de færøske unge, der har valgt at blive på Færøerne, fordi det blev muligt at tage en 2-årig uddannelse til finansøkonom på Færøerne.

Nu er hun i gang med den afsluttende opgave og har allerede fået lovning på et job bagefter. Hun bor på det nye kollegium, som har udsigt over bjergene.

- Jeg tror, at det her kollegieværelse ville gøre de fleste københavnske studerende meget misundelige, siger hun og griner.

Færøerne har det største befolkningstal nogensinde

Det er ikke kun de unge, der i højere grad bliver på Færøerne.

Faktisk var der i juli 51.000 indbyggere på Færøerne, som er det højeste befolkningstal nogensinde.

Ifølge Færøernes Statistik skyldes det både, at der bliver født flere, og at flere flytter til Færøerne.

Færøernes økonomi

  • Den økonomiske vækst på Færøerne var i 2017 på fem procent. I Danmark var den på 2,1 procent.
  • Det økonomiske opsving startede i 2013.
  • Arbejdsløsheden på Færøerne er faldet de seneste syv år og er på 2,1 procent ifølge de nyeste tal.
  • I Danmark er arbejdsløsheden på 3,9 procent.

    Kilder: Færøernes Statistik, Danmarks Statistik, Nationalbanken

Læs også

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve