Flere kvinder køber motorcykler

Flere kvinder kører på motorcykel. Faktisk var der sidste år 255 procent flere motorcykler med en kvindelig ejer end for fem år siden.

Oktana MC er en motorcykelklub udelukkende for kvinder. (Foto: (C) DR Nyheder)

Der er flest mænd, som har en motorcykel. Men nu køber flere og flere kvinder også motorcykler.

Faktisk er væksten af nye kvindelige motorcyklister højere end hos mændende.

Det viser nye tal fra Motorstyrelsen, der sidste år registrerede 331 nye motorcykler med kvindelige ejere. Det er 255 procent flere end for fem år siden.

Køreskoler får flere kvindelige elever

René Arnt er landsformand for Dansk Kørelærer-Union. Han siger, at mange kørelærere møder flere og flere kvinder, der gerne vil have kørekort til motorcykel.

- Det er en del af den udvikling, vi har i samfundet. Kvinderne ønsker at kunne få kørekort til motorcykel ligeså vel, som vi ser, at de tager jagttegn eller andre fornøjelser, siger han.

- Det er helt naturligt, at vi ser en stigning i antallet af kursister, siger René Arnt.

Kvindelige motorcyklister kan lide frihed og hestekræfter

Der findes også motorcykelklubber kun for kvinder, for eksempel klubben MC Oktana. Den har cirka 40 medlemmer, der kører ture rundt i både Danmark og udlandet.

Lisbeth Dons Jensen er medlem af MC Oktana. Hun kan godt lide at køre på motorcykel, fordi det giver frihed, frisk luft og hestekræfter mellem benene.

- Det er en fed fornemmelse i kroppen, når man går i går i ét med maskinen. Følelsen af at lægge sig ned i svingene, synes jeg er mega fed, siger hun.

Herunder kan du se hvor mange nye motorcykler, der er blevet registreret til kvinder om året.

https://infogram.com/1pmr7d6r092mxzc3901d30exxvizm9kyzv9?live

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve