Flere unge tager sol i solarier

Nye tal fra Kræftens Bekæmpelse viser, at flere unge går i solarier.

14 procent af de unge mellem 15 og 25 år har taget sol i et solarium inden for det seneste år. (© DR)

Sundhedsstyrelsen fraråder folk at sole sig i solarier, fordi det øger risikoen for kræft i huden.

Kræft i huden er den hyppigste kræftform i Danmark, og risikoen er større, når man bruger solarie.

Alligevel bruger flere unge solarierne, viser nye tal fra Kræftens Bekæmpelse.

Risiko ved solarium
  • Solariebrugere har 20 % øget risiko for at få modermærkekræft.
  • Men solariebrugere under 35 år har cirka 60 % øget risiko for at få modermærkekræft.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse.

Kræftens Bekæmpelse er bekymrede

Ifølge de nye tal har 14 procent af de unge mellem 15 og 25 taget sol i et solarium inden for det seneste år. I 2013 var tallet 10 procent.

Peter Dalum fra Kræftens Bekæmpelse mener, at den stigende tendens er bekymrende.

- Solariebrugere (unge under 35 år) har 60 procent større risiko for at få modermærkekræft, så det er en udvikling, vi skal have vendt, siger han.

Peter Dalum foreslår aldersgrænser

Peter Dalum mener, at en aldersgrænse kan forhindre de unge i at bruge solarierne.

Sundhedsordføreren fra Dansk Folkeparti hedder Liselott Blixt. Hun mener, at en aldersgrænse er et godt forslag.

Men den løsning tror Socialdemokraternes sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen ikke på.

Han tror, det bliver en udfordring at få nogen til at kontrollere, om aldersgrænsen bliver overholdt.

  • I 2014 trådte en ny solarielov i kraft.
  • Dengang valgte regeringen ikke at indføre en aldersgrænse.
  • Det var blandt andet, fordi antallet af unge solariebrugere var faldet fra 40,5 procent i 2008 til 10 procent i 2013.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve