Flere virksomheder får bøder for ulovligt at ansætte udlændinge

Antallet af bøder for, at udlændinge arbejder ulovligt, er det højeste i fem år.

311 virksomheder fik sidste år en bøde for at have ansat en udlænding ulovligt. Det er det højeste antal i fem år.

Flere udlændinge og virksomheder får bøder for, at udlændinge arbejder ulovligt i Danmark i 2017.

Faktisk fik 311 virksomheder en bøde for at have ansat en udlænding ulovligt. Og 444 udlændinge fik en bøde for at arbejde ulovligt i Danmark.

Det er det højeste antal bøder i fem år. Det viser tal fra Rigsadvokaten, som DR har set.

Centerleder: Mange udlændinge er lavtlønnede

Mange af bøderne gives til restauranter, rengøringsfirmaer, landmænd og hoteller. Men andre brancher som uddannelses-institutioner og kommuner har også fået bøder.

Søren Kaj Andersen er centerleder på Faos ved KU. Han siger, at det mest er personer med lavtlønnede job, som får bøder.

- Der er ganske mange udlændinge i ufaglærte job. Mange arbejder dog efter forhold, som følger overenskomsterne. Hvis alle bare forsvandt i morgen, ville der mangle arbejdskraft, siger han.

DA: Nogle bryder reglerne ubevidst

Jacob Holbraad er direktør i DA. Han siger, at de virksomheder, som snyder bevidst, skal straffes. Men nogle virksomheder bryder reglerne, uden at de vil det, siger han.

For eksempel må udenlandske studerende arbejde 20 timer om ugen. Men virksomhederne har svært ved at tjekke, om de overholder reglerne, hvis de også arbejder andre steder, siger Jacob Holbraad.

Arne Grevsen er næstformand i LO. Han er enig i, at nogle få virksomheder bryder reglerne ubevidst. Han siger, at de mange bøder skyldes, at myndighederne er gode til at kontrollere virksomhederne.

I grafikkerne herunder kan du først se, hvilke brancher som får flest bøder. Derefter kan du se, hvilke udlændinge som får flest bøder.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve