Forbrugerrådet Tænk: Det skal du passe på til Black Friday

Hvis man skal shoppe til Black Friday i dag, bør man blandt andet tjekke, om prisen faktisk er lavere end normalt. Det siger forbrugerjurist.

Black Friday har spredt sig fra USA til hele verden. Billedet her er fra Tyskland. (Foto: H. JEON © Scanpix)

Black Friday er en stor shoppedag, som afholdes mange steder i verden.

Faktisk er Black Friday blevet den dag på året, hvor der handles allermest. Sidste år handlede danskerne for i alt to milliarder kroner.

Forbrugerrådet Tænk siger dog, at man bør holde øje med, om tilbuddene er så gode, som de ser ud til.

Tina Dhanda Kalsi er seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk, og hun har her samlet tre gode råd.

1: Sammenlign priser, før du køber

- Man skal huske, at det ikke er sikkert, at det er den bedste pris, bare fordi det er Black Friday, siger Tina Dhanda Kalsi.

Hun anbefaler derfor, at man sammenligner priser på varer på prissammenligningssider.

På den måde kan man se, hvad varerne koster, og hvor de er billigst.

2: Undersøg priserne over tid

- I Danmark har vi en helt særlig tilbudskultur, der gør priserne enormt uigennemsigtige, så det er svært for de fleste af os at regne ud, hvornår man gør en god handel, siger Tina Dhanda Kalsi.

Hendes råd er derfor, at man undersøger, om priserne på varerne varierer meget over tid.

- Det kan være, det er værd at vente og slå til på et senere tidspunkt, siger hun.

3: Undersøg, om du kan bytte varen

Tina Dhanda Kalsi forklarer, at mange forbrugere tror, at man kan bytte sine varer, når man handler i en fysisk butik.

Men faktisk siger dansk lov, at bordet fanger, når man har købt en vare. Nogle butikker tilbyder så, at man kan bytte varen til noget andet eller få pengene tilbage.

Men det bestemmer den enkelte butik selv. Derfor bør man undersøge, om man kan bytte impulskøb, som man måske fortryder, forklarer Tina Dhandi Kalsi.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve