Frikadelle-sag i Randers får opmærksomhed i udlandet

Store medier i England, Tyskland og Australien skriver nu om frikadelle-sagen fra Randers.

"Dansk by har gjort det obligatorisk for offentlige institutioner at servere svinekød," skriver avisen The Guardian. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

I Randers har et medlem af Dansk Folkeparti foreslået, at "dansk madkultur skal være en del af de kommunale institutioner." Det forslag blev vedtaget af et flertal i byrådet.

Forslaget betydet blandt andet, at børn i kommunens børnehaver og vuggestuer skal have mulighed for at få svinekød i maden - for eksempel i form af frikadeller.

Sagen giver nu Randers opmærksomhed i udlandet, hvor flere store medier som The Guardian og Spiegel Online skriver om det, der i flere af artiklerne kaldes "frikadelle-krigen".

Britisk avis: Frikadelle-krigen fortsætter

Den britiske avis The Independent skriver:

- Dansk by siger, at offentlige institutioner skal servere svinekød - landets "frikadellekrig" fortsætter.

Nyhedsbureauet AFP skriver også om sagen i en artikel, som blandt andre den britiske avis The Guardian har valgt at bringe:

- Dansk by gør det obligatorisk for offentlige institutioner at servere svinekød. Det er blevet modtaget med blandede reaktioner i det, der er døbt det nordiske lands frikadelle-krig.

Tysk medie: Randers sætter muslim-grænse

Flere steder bliver sagen koblet sammen med historierne om de danske myndigheders håndtering af flygtninge.

- Den danske by Randers vil sætte en grænse over for muslimer og har beordret offentlige institutioner til at sætte svinekød på menuen, skriver Spiegel Online.

- Der bliver talt om en frikadelle-krig, skriver det tyske magasin.

Australsk medie: By gør svinekød obligatorisk

Byrådet i Randers har sagt, at borgere, der ikke spiser svinekød, naturligvis kan få noget andet at spise. Det er dog ikke alle medier, der har fået den detalje med.

Blandt andet skriver ABC News i Australien ”Dansk by gør svinekød obligatorisk og pleaser anti-islamisk lobby.”

Og den britiske tabloid-avis Daily Mail skriver:

- Danmark i "frikadelle-krig" - by stemmer for, at alle offentlige steder skal servere svinekød som modreaktion på muslimsk-venlige menuer.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve