Hans Christian har brugt DR Ligetil i sin genoptræning

Hans Christian Sidelmann fik for tre år siden en hjerneskade. I dag læser han DR Ligetil i en selvtræningsgruppe i Randers.

Hans Christian Sidelmann (til venstre) læser DR Ligetil sammen med andre en gang om ugen.

Hans Christian Sidelmann fik en hjerneskade, da han var 60 år. Han kunne ikke bruge højre ben og højre arm, han var blind på venstre øje og kunne kun tale meget lidt.

Han blev indlagt til intensiv genoptræning i to måneder i Neurohabiliteringen Skive. Da han kom hjem til Randers, fik han blandt andet sprogundervisning ved Hjernecenter Randers.

I dag er Hans Christian Sidelmann 63 år. Han kan stadig ikke se på det venstre øje, og han kan have problemer med at orientere sig og huske. Men ellers har han kun mindre mén efter hjerneskaden.

DR Ligetil behandler mange emner

Hans Christian Sidelmann har læst artikler og brugt opgaver på DR Ligetil de seneste to år. Først var det en del af den sprogundervisning, han fik ved Hjernecenter Randers.

Siden har han brugt DR Ligetils materiale sammen med andre i en selvtrænings-gruppe, hvor voksne med en hjerneskade mødes for at træne læsning og stavning.

- Jeg synes, det er udmærket og aktuelt stof om mange forskellige emner, og ordforklaringerne er også en god service, siger Hans Christian Sidelmann.

Vi kan hjælpe hinanden med opgaverne

Selvom Hans Christian Sidelmann ikke længere har problemer med at læse, så kommer han stadig i selvtræningsgruppen, fordi han synes, det er hyggeligt.

Gruppen mødes en gang om ugen i Hjernecenter Randers, hvor de blandt andet bruger en halv til en hel time på at læse artikler fra DR Ligetil højt og løser opgaver til artiklerne.

- Jeg kan kun anbefale, at folk i min situation bruger DR Ligetils materiale sammen med andre, så man kan hjælpe hinanden med teksterne og opgaverne, siger Hans Christian Sidelmann.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve