Her kan du få et overblik over datacentre i Danmark

Facebooks datacenter i Odense åbnede torsdag. To andre datacentre er på vej, mens to er blevet droppet.

Facebook satte torsdag strøm til de første computere i det nye datacenter i Odense. (Foto: Carsten Bundgaard © Scanpix)

Et datacenter består af en masse computere, der opbevarer data fra din telefon, tablet eller computer.

Torsdag åbnede Facebooks datacenter i Odense. Det er den første af en række nye datacentre, der åbner i Danmark i løbet af de kommende år.

Ud over Facebooks datacenter i Odense, er Google og Apple ved at bygge datacentre i Danmark. Du kan få et overblik over deres planer her.

Odense: Facebook - færdigt september 2019

Facebook indviede torsdag deres første datacenter i Danmark. (Foto: Carsten Bundgaard Andersen © Scanpix)

Torsdag blev der sat strøm til de første computere i Facebooks første danske datacenter. Datacenteret er mere end 56.000 kvadratmeter stort og ligger i Odense.

Datacentret bruger 40 megawatt strøm, hvilket svarer til at holde en mellemstor dansk by kørende med elektricitet.

Hele datacentret i Odense står færdigt i 2020. Det er Facebooks niende datacenter i verden.

Viborg: Apple – færdigt i 2020

Apples nye datacenter i Foulum nordøst for Viborg. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Apple bygger et datacenter i Foulum, som ligger lidt uden for Viborg. Byggeriet begyndte i 2015 og skal stå færdigt i 2020.

Datacentret bliver et af verdens største og har et areal på 166.000 kvadratmeter. Apple har købt et område på 285 hektar, som svarer til 570 fodboldbaner.

Når datacentret åbner, vil omkring 50 personer arbejde der. Antallet af arbejdspladser forventes dog at blive tredoblet, når det står helt færdigt.

Aabenraa: Apple - droppet i juni 2019

Apples planer om at bygge endnu et datacenter i Danmark blev droppet i juni 2019. (Foto: Josh Edelson © Scanpix)

Apple ville også have bygget et datacenter i Aabenraa. De sagde i sommeren 2017, at de havde købt en grund ved Aabenraa, hvor datacentret skulle ligge.

Men i juni 2019 ændrede Apple mening. Det fik Aabenraa Kommune at vide i et telefonopkald.

Det ærgrede Thomas Andresen, der er borgmester i Aabenraa Kommune.

Fredericia: Google – færdigt i slutningen af 2020

Googles byggeri i Fredericia forventes at være færdigt i slutningen af 2020. (Foto: Arnd Wiegmann © Scanpix)

I 2015 købte Google en 73 hektar stor grund ved Fredericia. Der skulle ligge et datacenter til 4,5 milliarder kroner.

Malou Aamund er Googles danske direktør. Hun siger, at datacenterets placering i Danmark ikke er tilfældig.

- Placeringen af datacentret i Fredericia viser Googles stærke engagement i Danmark, sagde hun i en pressemeddelelse.

Esbjerg: Facebook - droppet i marts 2019

Facebooks datacenter i Odense åbnede torsdag. Facebooks planer om et datacenter i Esbjerg blev droppet i marts. (Foto: Carsten Bundgaard © Scanpix)

Udover datacenteret i Odense ville Facebook også bygge i Esbjerg. Men i marts 2019 blev planerne droppet.

Facebook meddelte, at der var mange fordele ved placeringen i Esbjerg. For eksempel adgang til hurtigt internet, klimavenligt strøm og støtte fra Esbjerg Kommune.

Alligevel besluttede Facebook, at grunden ikke havde den rette placering for deres næste datacenter i Europa. Det skrev Facebook i en pressemeddelelse.

Facebook
Twitter