Her stemte mange vælgere i Danmark - og her blev de væk

Den danske valgdeltagelse var rekordhøj til Europa-Parlamentsvalget. Der er dog forskel i de enkelte valgkredse.

Indbyggerne i EU har de seneste dage været til valg for at vælge nye medlemmer til Europa-Parlamentet. Det gælder også vælgerne i Danmark, der stemte søndag.

Valgdeltagelsen i Danmark slog alle rekorder og endte på 66 procent. Der er dog stor forskel på, hvor mange der stemte i de enkelte valgkredse.

I Rudersdalskredsen stemte 78,46 procent af vælgerne, mens 54,86 procent stemte i Lollandkredsen.

Valgforsker: Uddannelsesniveau er den primære årsag

Kasper Møller er valgforsker ved Københavns Universitet. Han siger, at den forskel især skyldes uddannelsesniveau.

- Den uddannelsesmæssige baggrund er den primære årsag til, hvor meget folk stemmer.

- Indkomst betyder da også lidt. Men det er uddannelsesniveau, der er den primære faktor, siger Kasper Møller.

Vælger: Det er fedt at have indflydelse på samfundet

DR Nyheder mødte i dag flere vælgere i Københavns Lufthavn, og vælgerne var glade for, at valgdeltagelsen var så høj.

Især den grønne dagsorden så ud til at have indflydelse på valget. Cecilie er førstegangsvælger, og hun fortæller, at det var klimaet, der betød noget for hendes deltagelse.

- Det var spændende og anderledes. Det er fedt at have indflydelse på samfundet, fortæller hun om sin første tur i stemmeboksen.

I videoen øverst kan du høre, hvad en række vælgere siger om deres valgdeltagelse. Nedenfor kan du se, hvordan valgdeltagelsen så ud flere steder.

Facebook
Twitter