Hjerne-uge sætter fokus på forskning og skader

Det er international hjerne-uge, og der er blandt andet fokus på hjernerystelser.

Rottehjernen minder om vores hjerne. Den har de samme strukturer og styrer samme funktioner i rotten, som menneskets hjerne gør hos os. (Foto: Hanne Kokkegård - DR Videnskab © Hanne Kokkegård - DR Videnskab)

Fra den 14. til den 20. marts er det international hjerne-uge (Internationale Brain Awareness Week.)

I løbet af ugen er der flere møder og foredrag om hjernen og ny forskning på området. De senere år er der dukket flere historier op om personer, der har fået skader efter hjernerystelser.

Normalt forsvinder skaderne inden for tre måneder. Men cirka 15 procent af patienterne får langvarige skader som for eksempel hovedpine, koncentrations-besvær og træthed.

En rottes hjerne ligner vores

Hana Malá Rytter er lektor på Institut for Psykologi ved Københavns Universitet. Hun bruger rotter til at forske i, hvordan hjernen klarer en skade.

En rottes hjerne minder nemlig om menneskers hjerne.

Rottens hjerne består af de samme strukturer som vores hjerner. Rottens hjerne styrer desuden de samme funktioner, som menneskehjernen.

Skader kan ikke altid ses i scanninger

Når man bliver ramt på kraniet, skvulper hjernen rundt i hjerne-væsken og rammer kraniet, så der også opstår skader andre steder end kun lige dér, hvor selve slaget rammer.

Hana Malá Rytter siger, at nogle af skaderne kan være svære at se ved scanninger. Hun siger også, at hjernen har brug for tid til at blive rask.

- Hjernen skal bruge energi og kræfter på at reparere de små skader. Det kan være én af forklaringerne på, hvorfor man er så træt, når man har været udsat for en hjernerystelse, siger hun.

Hvis man ikke holder sig i ro og efterfølgende får en ny hjernerystelse, øger det risikoen for, at man får alvorlige skader efter hjernerystelsen.

Unges hjerne er lettere at forandre

Institut for Psykologi har sammen med Center for Hjerneskade lavet en kampagne, som især henvender sig til idrætsklubber og læger, da sport er skyld i mange hjernerystelser.

Undersøgelser fra USA viser, at især unge spillere i amerikansk fodbold er udsatte, og skaderne efter en hjernerystelse varer ved, da en ung hjerne er lettere at forandre end en voksen hjerne.

- Et slag, der måske ikke fører til besvær med opmærksomhed, hukommelse og koncentration hos en voksen, vil hos et barn kunne påvirke den unge hjerne, siger Hana Malá Rytter.

- Derfor skal der fokus på at uddanne dem, der træner unge sportsfolk, hvis det handler om sport, hvor der er kontakt med hovedet, for eksempel i håndbold, fodbold og lignende, siger hun.

Se en rottehjernen fra et forsøgsdyr på Københavns Universitet.

Facebook
Twitter