Homoseksuelle i Tanzanias største by vil blive jaget og fængslet

Det er ulovligt at være homoseksuel i Tanzania. I byen Dar es Salaam bliver homoseksuelle jaget vildt fra næste uge, siger byens guvernør.

Homoseksuelle fejrer, at man ikke længere kan få dødsstraf for at være homoseksuel i Uganda. Det er dog stadig ulovligt. (Foto: STRINGER © Scanpix)

I flere afrikanske lande er det ulovligt at være homoseksuel, og man kan for eksempel straffes med dødsstraf i Mauritanien, Sudan, Somalia og Nordnigeria.

I Tanzania er homoseksualitet også ulovligt og kan give op til 30 års fængsel. Fra næste uge bliver homoseksuelle jaget vildt i byen Dar es Salaam. Det siger byens guvernør, Paul Makonda.

Ifølge CNN og BBC bliver der oprettet et særligt efterforskningshold, der skal identificere homoseksuelle på sociale medier.

Guvernør: Masseanholdelser vil begynde

Paul Makonda siger, at masseanholdelser vil begynde i næste uge, og folk opfordres til at fortælle myndighederne om homoseksuelle. Myndighederne har allerede fået tusindvis af henvendelser ifølge The Guardian.

- Jeg har fået rapporter om, at der er så mange homoseksuelle i vores by, og at disse homoseksuelle reklamerer for og sælger deres ydelser på nettet, siger Paul Makonda på et pressemøde.

De seneste år er Tanzania blevet kritiseret for at være hårde mod homoseksuelle. Ifølge en LGBT-aktivist er det ikke usædvanligt, at homoseksuelle udsættes for vold på gaden.

Korrespondent: Det er et led i en følsom kamp

Søren Bendixen er DR’s Afrikas-korrespondent. Han siger, emnet omkring homoseksualitet i høj grad er i vælten.

- Det er et led i en meget følsom kamp på hele det afrikanske kontinent. Lige nu er der flere lande, hvor homoseksualitet er forbudt, end hvor det er lovligt, siger han.

Han siger, at meget populistiske politikere også i Uganda, Nigeria og Ghana er hårde mod homoseksuelle. Det skyldes blandt andet, at nogle kirker siger, at homoseksualitet er en stor synd, der skal bekæmpes.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter