Hundeejere låner hunde ud på nettet

Flere end 200 personer i Danmark har meldt sig til den nye tjeneste Dogley, hvor man kan låne og passe hundeejeres hunde.

Folk kan låne eller passe en hund gennem den nye tjeneste Dogley.com. (arkivfoto) (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Mange mennesker lejer deres boliger ud på Airbnb. Og på Gomore finder bilister passagerer, hvis de har en ekstra plads i bilen.

Nu er den nye tjeneste dogley.com også blevet populær. Gennem tjenesten låner hundeejere deres hunde ud til folk, der har lyst til at passe dem eller gå en tur med dem.

- Vi får dagligt masser af nye medlemmer, som søger efter hundepassere, siger Thomas Keller. Han er direktør hos Dogley.com.

Dogley er kæledyrenes dele-økonomi

Tjenester som Airbnb, Gomore og nu Dogley kaldes dele-økonomi. Det vil eksempelvis sige, at folk låner ting ud, som de ikke bruger og tjener lidt penge på det.

- Og det her er så kæledyrenes svar på dele-økonomi, siger Thomas Keller.

- På den ene side hjælper vi private hundepassere med at lave deres egen forretning, og så på den anden side hjælper vi hundeejere, der vil have deres hund passet privat, siger han.

Ekspert: Det er blevet nemmere at koordinere

Peter Hesseldahl er ekspert og ved meget om dele-økonomi. Han tror, at vi vil se mange flere typer dele-økonomi som Dogley fremover.

- For nogle år siden var det umuligt at koordinere. Men nu har vi platformene (internet, apps m.m.), der kan koordinere det her, siger han.

Dele-økonomi er også nemt, fordi vi i dag let kan overføre penge frem og tilbage til hinanden, fortæller han. Det kan for eksempel være med tjenester som Mobilepay og Swipp.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve