Hvad er Leopard-kampvognene, som Tyskland sender til Ukraine?

I denne uge har Tyskland givet tilladelse til at sende de såkaldte Leopard-kampvogne til Ukraine.

Det tager omkring seks uger at lære at køre og skyde med en Leopard-kampvogn. (Foto: © PATRIK STOLLARZ, Ritzau Scanpix)

Leopard 2 er en særlig type kampvogn, som Tyskland producerer, og som flere lande har købt. Leopard 2 er blandt de bedste og mest moderne kampvogne i verden.

Ukraine har længe gerne villet have nogle af Leopard-kampvognene, som der er cirka 2000 af i Europa. Men det er Tyskland, der bestemmer, om kampvognene kan sendes til Ukraine, fordi Tyskland producerer dem.

I denne uge besluttede Tysklands kansler, Olaf Scholz, at sende 14 Leopard-kampvogne til Ukraine. Samtidig gav Tyskland også tilladelse til, at andre lande kan sende Leopard-kampvogne afsted.

Hvad betyder det for Ukraine, og hvorfor har der været debat omkring kampvognene? Forstå sagen i DR Ligetils nyhedspakke.

1

Hvorfor vil Ukraine have kampvognene?

På billedet ses Volodymyr Zelenskyj, som er Ukraines præsident. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Siden krigen i Ukraine begyndte, har flere lande sendt forskelligt militærudstyr til Ukraine. Og den seneste tid er der for alvor blevet sat skub i tingene.

Ukraine har dog længe ønsket at få moderne, kraftfulde kampvogne som Leopard-kampvognene, men igen og igen er Ukraine gået forgæves med deres ønske. Det kræver nemlig Tysklands tilladelse, og den har Tyskland været splittet om at give.

I programmet her ’Krigens døgn’ kan du få et indblik i, hvorfor Ukraine gerne vil have kampvognene, og hvordan processen mod at få dem til Ukraine foregår.

2

Hvad skal kampvognene bidrage med?

Det er kampvogne som denne Leopard 2 A7, at ukrainerne er interesseret i. (Foto: © Patrik Stollarz, AFP or licensors)

En Leopard-kampvogn vejer cirka 68 ton og kan køre op til 60 km/t. Samtidig har Leopard-kampvognene blandt andet en kanon, der kan bekæmpe mål flere tusind meter væk.

Ifølge DR’s forsvarskorrespondent, Mads Korsager, er Leopard-kampvognene landkrigens kraftigste våben og kan for eksempel bruges til at erobre landområder tilbage.

I artiklen her kan du få et overblik over, hvad Ukraine skal bruge kampvognene til, og hvor Ukraine vil bruge dem.

3

Hvilke lande sender kampvogne afsted?

Tysklands kansler, Olaf Scholz, har givet tilladelse til at sende 14 Leopard-kampvogne til Ukraine. (Foto: © Moritz Frankenberg, (c) Copyright 2022)

Regeringen i Tyskland har været dybt splittet omkring Leopard-kampvognene. Den tyske kansler, Olaf Scholz, har blandt andet holdt fast i risikoen for, at konflikten med Rusland kunne eskalere. Forstå debatten op til beslutningen om at sende kampvognene afsted her.

Efter Olaf Scholz' tilladelse vil flere lande også sende tunge kampvogne afsted. Danmark ejer også 44 Leopard-kampvogne, men lige nu er der ikke planer om at sende dem til Ukraine ifølge forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen.

I artiklen her kan du få et overblik over, hvordan en række lande forholder sig til at sende kampvogne til Ukraine.

4

Hvad er Ruslands reaktion?

Ruslands præsident, Vladimir Putin, står her sammen med den russiske TV-vært Vladimir Solovjov. (Foto: © Mikhail Metzel, Ritzau Scanpix)

I Rusland kritiserer flere medier beslutningen om at sende Leopard-kampvognene afsted.

Valentyna Shapovalova forsker i russiske medier, propaganda og misinformation ved Københavns Universitet. Hun forklarer, at kritikken handler om tre ting.

Nemlig at Leopard-kampvognene ikke kommer til at gøre nogen forskel, at der har været splid over spørgsmålet om kampvognene samt konspirationsteorier om, at Tyskland er blevet nazistisk. Bliv klogere på Ruslands reaktion i artiklen her.