I 2025 vil Danmark mangle 70.000 faglærte

Danmark får brug for flere faglærte og færre akademikere. Danmark får et stort problem, hvis ikke flere vælger en erhvervsuddannelse, siger Danske Regioner.

Mange unge tror, at de skal arbejde inden for det samme fag hele livet, hvis de vælger en erhvervsuddannelse, siger direktør for Danske Erhvervsskoler.

Danmark kommer til at mangle mange faglærte og unge med korte videregående uddannelser. Det viser prognoser fra Danske Regioner.

I 2025 vil Danmark mangle 70.000 personer med en erhvervsuddannelse og 10.000 personer med en kort, videregående uddannelse.

Samtidig vil der være 31.000 akademikere og 15.000 professionsbachelorer for meget.

Danske Regioner: Danmark får et stort problem

Stephanie Lose er næstformand for Danske Regioner. Hun siger, at Danmark får et stort problem, hvis flere ikke vælger en erhvervsuddannelse.

I starten af 00’erne valgte hver tredje ellers en erhvervsuddannelse, men nu er det mindre end hver femte.

Derfor er det vigtigt at gøre de unge opmærksomme på, hvad virksomhederne får brug for i fremtiden, forklarer Stephanie Lose.

Erhvervsskoler: Vi skal samarbejde med folkeskoler

Lars Kunov er direktør hos Danske Erhvervsskoler. Han forklarer, at mange unge tror, at de skal arbejde inden for det samme fag hele livet, hvis de vælger en erhvervsuddannelse.

Men der er mange muligheder for at videreuddanne sig, mener Lars Kunov. Han forklarer også, at unge synes det er svært at vælge uddannelse så tidligt i forhold til gymnasiale uddannelser.

Lars Kunov mener, erhvervsskolerne skal samarbejde mere med folkeskolerne, så eleverne får en anden holdning til erhvervsuddannelserne.

Uddannelse i Danmark

  • I 2025 vil der være cirka 31.000 akademikere og 15.000 professionsbachelorer for meget.

  • Men Danmark kommer til at mangle mere end 10.000 personer med korte videregående uddannelser og flere end 70.000 personer med en erhvervsuddannelse.

  • I starten af 00’erne valgte hver tredje ung en erhvervsuddannelse. Nu vælger hver femte ung en erhvervsuddannelse.

  • Flere analyser viser, at det vil koste Danmark op imod 100 milliarder kroner i tabt fortjeneste og vækst, hvis der ikke kommer den rigtige fordeling af personer på uddannelserne.

  • Flere analyser viser dog også, at én hvilken som helst uddannelse er bedre end ingen uddannelse.

Facebook
Twitter