174 danske forskere opfordrer til civil ulydighed for klimaet

Forskere skriver i et åbent brev, at de ser det som deres pligt at opfordre til civil ulydighed for klimaet.

Fredag er der arrangeret klimastrejke i en række danske byer. Arkivfoto. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

174 danske forskere mener, at klimakrisen er en trussel mod menneskers liv i hele verden.

Derfor opfordrer de i et åbent brev til civil ulydighed for at bekæmpe klimakrisen. Brevet er offentliggjort i Politiken fredag.

Forskerne siger, at de ikke kan se stiltiende til, når danske politikere undlader øjeblikkelig og nødvendig handling for at forhindre den tiltagende krise.

Forskerne er inspireret af Storbritannien

I det åbne brev kommer forskerne med en hård kritik af de danske politikere.

- I stedet for at erkende, at vi lever på en planet med begrænsede ressourcer, har regering efter regering søgt at øge den økonomiske vækst og opfordret til uhæmmet forbrug, skriver de 174 danske forskere.

De danske forskere er inspireret af bevægelsen "Extinction Rebellion”, der stammer fra Storbritannien. Her gik flere tusinde mennesker på gaden og lammede infrastrukturen i den britiske hovedstad, London.

Fredag er der klimastrejke i flere danske byer

Det fremgår ikke af det åbne brev, hvad forskerne konkret opfordrer den danske befolkning til at gøre i forbindelse med den civile ulydighed.

Fredag er der arrangeret klimastrejke i en række danske byer.

Strejken er arrangeret af bevægelsen Folkets Klimamarch og foregår i blandt andet København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Facebook
Twitter