8000 grise dør hvert år ved transport i Danmark

Danmark eksporterer hvert år 14 millioner smågrise til udlandet. Men tusindvis af smågrise dør i forbindelse med transporten i Danmark.

45.000 grise er døde i forbindelse med transport i Danmark i en periode på fem år. (ARKIV) (Foto: claus fisker © Scanpix)

Danmark eksporterer hvert år cirka 14 millioner smågrise til udlandet, hvor de bliver opfedet, før de bliver slagtet.

Men før grisene bliver transporteret ud af Danmark, bliver de kørt fra landmanden til såkaldte samlesteder.

Nu viser data fra Fødevarestyrelsen, at cirka 8000 smågrise hvert år enten er døde på vej til samlestederne, eller må aflives på samlestederne.

Grise kan ikke klare en lang køretur

Grisene bliver typisk aflivet, fordi man vurderer, at de ikke kan klare den lange køretur ud i Europa. Køreturen kan vare op mod otte timer.

Britta Riis er direktør i Dyrenes Beskyttelse, som har indsamlet dataene. Hun siger, at det er et voldsomt stort antal døde grise, og hun frygter, at det er værre på de lange transporter.

Poul Erik Jacobsen er afdelingsleder på Brødrene Jacobsens samlestald i Padborg. Han siger, at grisene ikke bliver behandlet forkert, og at man aldrig helt kan undgå aflivninger.

Fødevarestyrelsen har givet få bøder

Det er Fødevarestyrelsen, der skal kontrollere at dyreværnsloven overholdes på dyretransporter og samlesteder.

Men der er givet meget få bøder eller andre sanktioner i forbindelse med de døde grise på samlestederne.

Nu har Fødevarestyrelsen dog indskærpet overfor sine lokale afdelinger, at de skal sanktionere, når de finder overtrædelser på samlestederne.

Nedenfor kan du se, hvor mange døde grise, der hvert år bliver transporteret fra samlestederne til Daka, som laver dyrefoder af de døde grise.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve