Bankrådgivere lokker unge til lån

Bankrådgivere lokker unge med gode låne-aftaler, og de unge har svært ved at sige nej. Forbrugerrådet mener, at bankerne går langt over stregen.

Bankrådgivere lokker unge med gode låne-aftaler, og de unge har svært ved at sige nej. Forbrugerrådet mener, at bankerne går langt over stregen. (Arkivfoto) (© Colourbox)

Unge, der lige har haft 18-års fødselsdag, bliver inviteret til rådgivnings-samtale hos bankerne.

Hvad med et lån til en bil? Det er det tilbud, som bankerne ofte lokker med.

18-årige Signe Iskau var til samtale hos en bankrådgiver i Nordea.

- Bankrådgiveren spurgte mig, om jeg havde en bil at køre i. Jeg svarede ja. Og at jeg bare kunne låne mine forældres bil, når jeg ville, siger Signe Iskau til DR Nyheder.

Holdte fast i sit nej

Men dét svar stoppede ikke bankrådgiveren, fortæller Signe.

- Bankrådgiveren tilbød gode låne-aftaler, hvis man skulle have en bil. Og det var jo også meget federe at have sin egen bil, når man var ung, sagde bankrådgiveren.

Men Signe Iskau stod fast.

- Jeg synes ikke, at det er rart at være i en situation, hvor man hele tiden skal sige nej. Især ikke når personen bare ikke vil forstå et nej.

Kunne ikke sige nej

Men det er ikke alle 18-årige, der kan finde ud af at sige nej til de mange tilbud fra rådgiveren.

Sandra Brunet Skov kunne ikke sige nej, da bankrådgiveren fik hende overtalt til at købe en ulykkesforsikring.

- Jeg følte mig snydt, siger Sandra Brunet Skov til DR Nyheder.

Hun er nemlig dækket af hendes forældres ulykkesforsikring indtil, hun fylder 21 år.

Nordea er kede af det

I Nordea er de kede af, at de unge har følt sig pressede af bankrådgiveren.

Ken Adrian fra Nordea siger til DR Nyheder, at det ikke er meningen, at de unge skal føle et pres under samtalen med rådgiveren.

- Samtalerne går ud på at forberede de unge på den fremtid, som venter dem. Vi skal være der for de unge i den situation, siger han.

Bankerne bør vise vejen

Seniorøkonom i Forbrugerrådet, Morten Bruun Pedersen, siger at bankerne går langt over stregen i samtalerne med de unge:

- Rådgiverne skal tænke på, at de har med unge at gøre. Og de unge har ikke så stor erfaring, siger han til DR Nyheder.

Mere end 50.000 unge er registrerede som dårlige betalere. Derfor mener Forbrugerrådet, at bankerne har et særligt ansvar.

Bankerne bør vise vejen, mener Forbrugerrådet.

Undersøgelse på vej

Finansforbundet er de bank-ansattes fagforbund. Her tager man også afstand fra tilbud om billån til 18-årige.

Finansforbundet vil lave en større undersøgelse blandt 18-årige for at få et bedre indtryk af de unges første møde med banken.

 

 

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve