BILLEDER Valgplakater kan flytte vælgere i partierne

Valgplakater kan ændre, hvem man stemmer på i et parti. Men de flytter ikke stemmer mellem partierne, siger valgforsker.

De fleste valgplakater har et navn, et billede og et partibogstav. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)

Valgplakater er plakater, der skal overbevise vælgerne om, hvem de skal stemme på til et valg.

Politikere og partier må hænge valgplakater op cirka fire uger før et valg. Derfor er der mange valgplakter i Danmark i øjeblikket.

Der er nemlig både valg i Danmark den 26. maj og den 5. juni. I maj er der valg til Europa-Parlamentet, og i juni er der valg til Folketinget.

Forsker: Genkendelighed er vigtig

De fleste valgplakater ser meget ens ud. De har et navn, et billede af personen og et parti-bogstav.

Karina Kosiara-Pedersen er valgforsker ved Københavns Universitet. Hun siger, at forskning viser, at valgplakater især flytter stemmer inden for partierne og ikke mellem partierne.

- Når først du har bestemt dig for et parti, så kan plakaten være med til at sætte et ansigt på. Derfor er genkendeligheden det vigtigste, så du kan huske deres navn, når du går ind i boksen og sætter dit kryds, siger hun.

Nedenfor kan du se billeder af forskellige valgplakter.

  • Valgplakat for Rolf Bjerre fra Alternativet og Stig Grenov fra Kristendemokraterne i København. De har begge valgt den traditionelle plakat. (Foto: Kristian Djurhuus)
  • Valgplakat for Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU. Hun har tilføjet et politisk budskab på sin plakat om at tage magten tilbage, underforstået at EU har magten i dag. (Foto: Kristian Djurhuus)
  • Halime Oguz fra SF i København opfordrer til: "Ro på. Det haster". (Foto: Kristian Djurhuus)
  • Kampagneplakat for organisationen Greenpeace med DF's Kristian Thulesen-Dahl. Her får vi et kig ind i fremtiden, for på plakaterne fra miljøorganisationen er en række partiledere gjort ældre sammen med en tekst, hvor de undskylder for, at de ikke tidligere tænkte på klimaet. (Foto: Kristian Djurhuus)
  • Stig Grenov fra Kristendemokraterne har valgt den traditionelle valgplakat. Men han har dog tilføjet en orange himmel i baggrunden og et budskab om, at Kristendemokraterne skaber det gode liv. (Foto: Kristian Djurhuus)
  • Valgplakaten for kandidat Jeppe Fransson fra De Radikale er mere kreativ. Her er han blevet tegnet i stedet for et almindeligt foto. (Foto: Kristian Djurhuus)
  • Valgplakat for Claus Hasselmann fra Socialdemokratiet i Københavnt. Den traditionelle valgplakat har en baggrund, der viser, at Claus Hasselmann støtter LGBT, som er en forening for homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner. (Foto: Kristian Djurhuus)
  • Langs Knippelsbro har Tommy Ahlers (Venstre) hængt valgplakater op til folketingsvalget. Han har flere plakater, hvor der ikke er et billede af ham men kun politiske budskaber om, hvad han står for. (Foto: Martin sylvest)
  • Valgplakat for Jacob Rosenberg fra Liberal Alliance. (Foto: Kristian Djurhuus)
  • Valgplakat for Tom Gillesberg fra Schiller Instituttet i København. Her er mange budskaber på plakaten. (Foto: Kristian Djurhuus)
1 / 10
Facebook
Twitter