Claras hverdag var fyldt med angst

Den nu 13-årige Clara var i mange år panisk angst for at forlade sin mor. Men i dag har hun det godt. Nu skal et nyt projekt udbrede den behandling, der hjalp Clara.

I gennemsnit lider ét barn i hver skoleklasse af angst, siger forsker. (© Colourbox.com)

Clara på 13 år var i årevis hårdt plaget af angst.

- Hun kunne ikke være væk fra mig. Hun var bange for at blive passet andre steder. Hun turde ikke gå alene på toilettet eller for eksempel selv køre i elevator, siger Claras mor, Lone Zachariassen.

Men Clara har det godt i dag. Rigtig godt, siger hendes mor.

Seje børn

For et år siden kom Clara og hendes mor med i et pilotprojekt i Aarhus. Projektet hedder Cool Kids (seje børn). Og det har hjulpet, fortæller Lone Zachariassen.

- Jeg er overbevist om, at det er projekt Cool Kids, der har gjort Clara til det hele menneske, som hun er i dag, siger hun.

Forældrene er med

Projekt Cool Kids går kort fortalt ud på at få børnene til at arbejde med deres angst. De skal lære at vurdere deres angst realitsisk. Det sker gennem terapi og ved at inddrage forældrene.

Børnene og deres forældre får opgaver, som de skal løse sammen derhjemme. Det kan for eksempel gå ud på, at børnene skal prøve at udsætte sig for det, de er bange for. De skal se frygten i øjnene.

Projektet skal give ny viden

Manden bag projektet er Martin Thastum. Han er lektor i psykologi ved Aarhus Universitet.

- Mange børn lider af ubehandlet angst. I gennemsnit er ét barn i hver skoleklasse ramt, siger Martin Thastum.

Derfor glæder han sig over, at hans projekt nu får 4,5 millioner kroner i støtte af Trygfonden.

- Det betyder, at vi kan få ny viden om behandlingen af angst hos børn. Vi kan også få ny viden om, hvorfor børn udvikler angst-lidelser, siger Martin Thastum.

Facebook
Twitter