Danskere løsladt på Lesbos – stadig sigtet for menneskesmugling

Danske Salam Aldeen, der lige er blevet løsladt i Grækenland, er i chok og forstår ikke, hvorfor han blev anholdt.

Billedet her er fra november, hvor flygtninge ankommer til den græske ø, Lesbos. (Foto: Giorgos Moutafis © Scanpix)

Danskeren Salam Aldeen er i Grækenland med den danske organisation Team Humanity for at hjælpe bådflygtninge, der kommer i land på den græske ø Lesbos.

Natten til torsdag blev 33-årige Salam Aldeen og en anden dansker, den 24-årige Mo Abassi, anholdt og anklaget for forsøg på menneskesmugling.

Salam Aldeen og Mo Abassi var sammen med tre andre frivillige sejlet ud for at hjælpe flere både med flygtninge, der var ved at synke.

De var fængslet i tre døgn

Han fortæller, at der pludselig kom et stort militært skib imod dem. De frivillige, heriblandt de to danskere, blev anholdt af kystvagten.

Salam Aldeen ved stadig ikke, hvorfor den græske kystvagt pludselig valgte at anholde ham, selv om han i månedsvis har arbejdet i området.

Salam Aldeen og Mo Abassi sad fængslet i tre døgn, men er nu løsladt mod kaution.

- Jeg havde aldrig nogensinde i mit liv troet, at sådan noget her ville ske. Det har været de længste døgn i mit liv, siger Salam Aldeen.

Salam må ikke forlade Grækenland

Han må ikke forlade Grækenland, og han skal hver uge møde på den lokale politistation og kunne betale 10.000 euro i kaution.

Nu hvor Salam Aldeen er blevet løsladt, vil han fortsætte med at hjælpe flygtningene. Det er dog blevet sværere, da myndighederne har konfiskeret hans båd.

- Jeg kommer stadig til at gå ned til kysten og hjælpe dem, der ankommer. Jeg har ikke gjort noget forkert. Vi er i chok over, at vi bliver behandlet så dårligt, når vi risikerer vores liv for at redde mennesker, siger han.

På mandag får Salam Aldeen og Mo Abassi at vide, hvornår retssagen begynder, oplyser organisationen Team Humanity.

/ritzau/

Facebook
Twitter