Danskerne er blandt verdens største kød-spisere

Hvert år spiser en dansker i gennemsnit 52 kilo pølser, kyllinger, frikadeller og andre slags kød, og det er tæt på verdensrekord.

Danskerne er begyndt at spise lidt mindre kød, men partiet Alternativet synes, at vi skal spise endnu mindre. (Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen © DR Nyheder)

Tal fra DTU Fødevareinstituttet viser, at danskere i gennemsnit spiser 52 kilo kød om året.

Forbruget er så højt, at vi nok ville vinde guld, hvis kødspiseri var en disciplin ved OL.

- Vi er blandt de absolut største - hvis ikke de største - kødforbrugere i verden målt per indbygger, siger Henrik Saxe fra Institut for Management Engineering på DTU.

Vi har altid spist meget kød

Danskere har altid spist meget kød, siger Henrik Saxe.

- Landbrugets evne til at producere fødevarer har betydet meget for dansk velstand, siger han.

- En meget stor del af vores svinekød går til eksport, og hvis man skal have et godt eksportmarked, er det vigtigt at have et godt hjemmemarked, siger Henrik Saxe.

Dyrere kød vil få os til at spise mindre kød

Nye undersøgelser viser, at danskere er begyndt at spise lidt mindre kød.

Men partiet Alternativet vil have os til at spise endnu mindre, og derfor foreslår partiet en afgift på kød, så kød bliver dyrere.

En afgift på kød vil nok få danskerne til at spise mindre kød, mener Henrik Saxe.

- I første omgang ville folk råbe op, og så ville vi begynde at spise mindre kød, siger han.