Der er bakterier i hver 5. pakke med svinekød

En undersøgelse viser, at der var MRSA i 21 ud af 100 pakker med svinekød i supermarkeder.

I juli blev 105 danskere smittet med MRSA, og det var det højeste antal smittede på en måned. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

En undersøgelse viser, at der var MRSA i 21 ud af 100 pakker med svinekød i supermarkeder.

Der kommer flere og flere bakterier fra grise i supermarkeders kølediske. Det viser en prøve, som TV Syd har lavet.

Folk fra tv-stationen har været i 16 forskellige supermarkeder. I supermarkederne har de samlet 100 forskellige pakker med svinekød.

Alle produkterne med svinekød er blevet undersøgt hos Fødevarestyrelsen. Styrelsen fandt svinebakterie i 21 af de 100 pakker med svinekød.

Bakterien bliver også kaldt for MRSA. Og der var altså MRSA i hver femte pakke med svinekød.

Nu er der dobbelt så meget MRSA

Sidste gang, Fødevarestyrelsen undersøgte pakker med svinekød for svinebakterier, var i 2011.

Dengang var der svinebakterier i cirka hver 10. pakke med svinekød. Så noget tyder på, at der er dobbelt så meget MRSA i svinekødet nu, som der var i 2011.

Der kommer nemlig mere og mere MRSA i de stalde, hvor grisene bor. Og bakterien spreder sig til mennesker.

Tidligere smittede bakterien kun mennesker, der arbejdede med grise, men nu smitter den også fra menneske til menneske. Flere af de nye smittede har aldrig arbejdet med grise.

Flest blev smittet i juli

I juli blev 105 danskere smittet med MRSA, og det var det højeste antal smittede på en måned.

Bakterien kan være farlig, fordi lægerne ikke kan helbrede den med medicin som for eksempel penicillin. 

Flere danskere er blevet syge og døde af bakterien. Men man ved ikke endnu, om man kan blive smittet med MRSA, hvis man rører ved og spiser svinekød med bakterien i.

Ikke alle bliver syge

Fødevarestyrelsen mener, at MRSA kun er farlig, når grisen er levende. 

Professor Henrik Westh er leder af et MRSA-videnscenter i Region Hovedstaden. Han siger:

- De fleste mennesker, der bliver smittet med MRSA, bor på landet i områder, hvor der er mange grise. 

Det er heldigvis langt fra alle smittede, der bliver syge af MRSA.

 

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk