Der er færre ulve i Danmark

En ny optælling viser, at antallet af ulve i Danmark er faldet fra ni til fem. Man kan dog ikke være helt sikker på antallet, siger en ekspert.

Danmark har mistet fire af sine ulve. Arkivfoto. (Foto: Lars Rasborg © Scanpix)

Der er kommet færre ulve i Danmark.

I løbet af foråret og sommeren er antallet af ulve faldet fra ni til fem.

Det viser den seneste statusrapport fra den nationale overvågning af ulve lavet af Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.

To ulve er døde

To af ulvene er døde, mens to andre er udvandret til Slesvig-Holsten i Tyskland.

Den ene af de to døde ulve blev skudt i april på en mark ved Ulfborg af en jæger. Jægeren blev senere dømt for at skyde og dræbe ulven.

Den anden ulv blev påkørt og dræbt efter at være draget til Tyskland.

Seniorforsker: Vi er ikke helt sikre på tallet

Peter Sunde er seniorforsker ved Institut for Bioscience på Århus Universitet. Han siger, at man ikke kan vide præcist, hvor mange ulve der er i Danmark.

Ulvene i Danmark bliver nemlig kun optalt hver tredje måned.

Hvis man ser en ulv i den danske natur, kan man hjælpe forskerne med at komme et mere præcist tal nærmere ved at indberette det på Naturhistorisk Museums hjemmeside.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve