Det er ikke skamfuldt at have svært ved dansk

3F’s formand er glad for, at mange 3F’ere i den kommende tid kommer på kursus for at lære at skrive og læse bedre dansk.

Per Christensen siger, at det er dyrt for samfundet, hvis folk ikke udvikler deres kompetencer, fordi de har svært ved at læse og skrive dansk. (© 3F)

Omkring 600.000 voksne har svært ved at læse og skrive dansk. Derfor bruger fagforbundet 3F i denne tid mange kræfter på at sende medlemmer på kurser i dansk.

3F arbejder blandt andet sammen med fagforbundet FOA og Kommunernes Landsforening om at få testet tusindvis af kommunalt ansatte, fordi kommunerne stiller højere og højere grad til de ansattes dansk-kundskaber.

- Vi ved, at mange af vores dygtige folk ikke har udviklet deres kompetencer i flere år, fordi de simpelthen har svært ved at læse og skrive, siger formand for 3F, Per Christensen.

- Det er dyrt for samfundet, hvis folk ikke udvikler sig, derfor er det et rigtig godt projekt, at vi nu sender mange på kursus i dansk, siger han.

Mange ledige har svært ved dansk

3F har længe været klar over, at mange medlemmer har svært ved dansk.

- Vi har arbejdet med den udfordring i 10-15 år, siger Per Christensen.

- Vi kan også se det blandt vores ledige medlemmer, at mange af dem har brug for at blive bedre til dansk for at få et job eller en uddannelse, siger han.

Det har intet med intelligens at gøre

Per Christensen mener, at det også er vigtigt for 3F’s medlemmer som borgere i samfundet, at de kan læse en avis og deltage i debatten.

- Det er ikke skamfuldt at have svært ved dansk, og det har intet med intelligens at gøre. Mange kan for eksempel have stor gavn af digitale hjælpemidler som apps i en smartphone, siger Per Christensen.

- Det nytter at gøre en indsats på området her - og det kan i den grad betale sig for samfundet at investere i dansk-kurser, siger han.