DR Ligetil får nyt look

Det bliver nemmere at finde rundt på nyhedssitet, som du nu også kan læse fra din mobiltelefon.

Sådan ser DR Ligetils nye logo ud. (© dr)

DR er i gang med at flytte alle hjemmesider over i et nyt system, som journalister bruger til at lægge indhold ud på et websted.

Nu er turen kommet til DR Ligetil, som får nyt design og ny navigation, fortæller redaktionschef Helle Trolle-Christensen:

- Det bliver nemmere at finde rundt på hjemmesiden, og siderne er enkle og overskuelige, siger hun.

Du kan læse DR Ligetil på mobiltelefonen

Som noget nyt kan brugerne læse DR Ligetil fra mobiltelefonen. De kan også få et nyhedsbrev sendt til deres mailboks med dagens væsentligste nyheder:

- Vi håber, at nyhedsbrevet og muligheden for at læse nyheder på mobiltelefonen vil få endnu flere til at bruge DR Ligetil, siger Helle Trolle-Christensen.

DR Ligetil vil stadig producere nyheder, temaer om aktuelle emner og billedserier. Brugerne kan også fortsat finde den populære ”Ugens quiz” og opgaver til artiklerne på sitet.

Hvis du automatisk vil hente de seneste artikler fra DR Ligetil, så kan du stadig bruge et RSS-feed:
http://www.dr.dk/tjenester/mimer/api/v2/subscription/ligetil.rss

DR Ligetil producerer temaer til sprogskolerne

DR Ligetil bliver brugt meget af lærere, som underviser voksne på blandt andet VUC-centre og sprogskoler.

Fremover vil DR Ligetil producere flere temaer, som er målrettet sprogskolerne:

- Vores letlæste nyheder og temaer, som er krydret med lyd og video fra DRs arkiv, kan hjælpe folk med et andetsprog med at lære dansk og lære om det danske samfund, siger Helle Trolle-Christensen.

Sådan finder du rundt på DR Ligetil

  • Øverst på forsiden kan du se fire faner: Forside, Temaer, Billedserier samt Quiz og Opgaver.
  • Forsiden samler alle nyheder, og den nyeste nyhed ligger øverst.
  • Temaer samler artikler, quizzer og billedserier om samme emne. Øverst på siden ser du de nyeste temaer, og du kan også se, hvilke temaer der er målrettet sprogskolerne.
  • Billedserier leder til en oversigt over de seneste billedserier, og under Quiz og Opgaver finder du de seneste opgaver til DR Ligetils nyheder samt ugens quiz.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve